Officielt: Nu får Jan Pytlick job i makedonsk storklub
WHC Vardar bekræfter, at den tilknytter den tidligere håndboldlandstræner Jan Pytlick i sin tekniske stab.
Den mangeårige danske landstræner for kvindelandsholdet i håndbold Jan Pytlick har igen fået job i håndboldens verden.
Den makedonske storklub WHC Vardar bekræfter på sin hjemmeside, at den tilknytter Jan Pytlick til klubbens tekniske stab.
Pytlick skal blandt andet forberede kvindeholdet til opgaverne i Champions League, lyder det.
Han kan se frem til at sparre med cheftræner Indira Kastratović.
Tidligere på året havde en anden dansk træner Kim Rasmussen en lignende stilling i klubben, men han blev fyret efter kort tid.
47-årige Pytlick oplevede også at blive sagt op. Det skete ovenpå den skuffende EM-slutrunde i december i Kroatien og Ungarn, hvor Danmark blot blev nummer otte.
Siden har Pytlick også været sat i forbindelse med jobbet som træner i norske Storhamar.
WHC Vardar er kendt som en magtfaktor i europæisk håndbold og er stadig i spil til et godt resultat i Champions League i denne sæson.
/ritzau/