Officielt: Konkursen er afværget – Lyngby BK udbetaler løn til spillerne
Reddet - senere end sidste sekund.
Lyngby Boldklub bekræfter fredag eftermiddag, at superligaklubben har udbetalt løn til spillerne.
Dermed undgår klubben en truende konkurs og er reddet økonomiske her og nu.
Oplysningen blev bekræftet til en gruppe journalister på klubbens anlæg fredag eftermiddag, og den sætter et foreløbigt punktum for en længere periode med uvished omkring klubbens overlevelse.
Oplysningen kommer på dagen, hvor Superligaen genoptages efter vinterpausen. Lyngby møder søndag Brøndby på eget græs.
Klubbens ledelse har kæmpet for at nå i mål med en redningsplan, og det forventes, at Lyngby senere offentliggør detaljer i den plan.
Tidligere fredag kunne flere medier berette, at Lyngby ville udbetale lønnen inden fredagens deadline, og fredag eftermiddag blev spillerne orienteret ved et møde i klubbens omgivelser.
Herefter dukkede spillerne op en efter en, og det skete med smil på læberne og med opadvendte tommelfingre.
Spillerne bekræftede til Ritzau, at de havde fået lovning på løn, og at fremtiden ser lys ud i Lyngby Boldklub.
Michael Lumb, efter at det fredag lykkedes klubben at betale spillernes løn for januar og afværget en konkurs:
– Det er positivt nyt. Vi får vores løn i dag (fredag, red.). Den er ikke kommet endnu, men vi er blevet lovet, at den kommer senere i dag.
Lyngbys konkurs - og redning fra afgrunden
Fodboldklubben Lyngby har været i fare for at gå konkurs for anden gang i dette årtusind.
Lyngby har arbejdet på en redningsplan, der skulle forhindre, at klubben blev tvangsnedrykket, som det skete efter konkursen i december 2001.
Fredag lykkedes det så at udbetale løn til spillerne og dermed undgå en konkurs.
Her er hovedpunkter om Lyngbys vej tilbage til toppen af dansk fodbold efter den første konkurs:
* 2002: Efter konkursen færdiggør Lyngby sæsonen i Superligaen med et amatørhold. Amatørerne formår at hente et enkelt point, i 2-2-kampen mod Vejle. Efter sæsonen bliver Lyngby tvangsnedrykket til Danmarksserien.
* 2003: Lyngby bliver nummer et i Danmarksseriens pulje 1 og rykker op i 2. division.
* 2005: Lyngby bliver nummer tre i 2. division og rykker op i 1. division.
* 2007: Lyngby bliver nummer et i 1. division og rykker op i Superligaen efter fem års fravær.
* 2008: Lyngby slutter sidst i Superligaen og rykker ned i 1. division.
* 2010: Lyngby bliver nummer to i 1. division og vender tilbage til Superligaen efter to års fravær.
* 2012: Lyngby slutter næstsidst i Superligaen og må igen tage turen ned i 1. division.
* 2016: Lyngby bliver nummer et i 1. division og rykker dermed op i Superligaen for tredje gang siden konkursen.
* 2017: Lyngbys oprykkere bliver nummer tre i Superligaen og henter bronze. Det er klubbens første DM-medalje siden guldet i 1992, og medaljen sender samtidig holdet ud i Europa for første gang siden 1999.
* 2018: Lyngby overvintrer som nummer 12 og tredjesidst i Superligaen. Klubben har problemer med at udbetale løn og risikerer at gå konkurs.
* 9. februar 2018 udbetaler Lyngby løn til spillerne og undgår dermed en konkurs.
– Det, som vi har fået at vide indtil videre, er, at lokale investorer spytter penge i klubben og er med til at sikre klubbens fremtid, siger han.