Offer for stenkast fra bro er ude af koma

Den tyske mand, hvis kone blev dræbt på en fynsk motorvej, er nu ude af koma.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 36-årige tyske mand, hvis bil tidligt om morgenen 21. august 2016 blev ramt af en betonblok på motorvejen, er nu overført til et tysk hospital. Betonblokken, der blev smidt med fra en bro, dræbte mandens 33-årige hustru. Parrets 5-årige søn slap med mindre skrammer.

Den 36-årige mands tilstand er nu så stabil, at han er taget ud af det kunstige koma, han har været i siden ulykken. I sidste uge var det derfor også muligt at overføre ham fra Odense Universitetshospital til et hospital i Bochum i Tyskland. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Bliver måske aldrig afhørt

Ved ulykken pådrog manden sig betydelige skader i hovedet, og det er derfor meget usikkert, om politiet på noget tidspunkt vil kunne afhøre ham.

-Det er først og fremmest rigtig trist, at mandens tilstand er så dårlig, men vi er selvfølgelig også kede af, at det næppe bliver muligt at få hjælp til sagens opklaring fra ham, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Fyns Politi arbejder fortsat målrettet på at finde frem til, hvem der kastede to betonblokke på hver 30 kilo samt to brosten på hver 9,5 kilo ned over motorvejen fra Langesøvej-broen mellem afkørsel Blommenslyst og afkørsel Vissenbjerg. Det var den ene af betonblokkene, der ramte den tyske bil, da familien var på vej hjem fra en ferietur i Sverige.

-Vi har endnu ikke fået resultatet af de sidste DNA-undersøgelser, men det ser ikke umiddelbart ud til, at det er ad denne vej, vi skal finde gerningsmanden, siger Michael Lichtenstein.

Masser af henvendelser

Fyns Politi har modtaget flere end 200 henvendelser fra borgerne i sagen, men mangler stadig netop den henvendelse, der kan føre frem til den eller de personer, der smed betonblokkene og brostenene ned på motorvejen.

Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer i sagen og har heller ikke yderligere informationer om den tyske mands tilstand.

Flere stenkast

Udover det nævnte stenkast, har Danmark den sidste måned været ramt af flere lignende tilfælde. Ikke blot sten, men også æbler og andre uidentificerede genstande er kastet fra motorvejbroer. Flere biler, heriblandt en ambulance, er blevet ramt.

Ingen andre stenkast er endt så fatalt som ovenstående.

Powered by Labrador CMS