Obama går solo i reform
I tv-tale vil USA’s præsident fortælle, at han uden om Kongressen og med dekret gennemfører nøglereform.
Præsident Barack Obama vil natten til fredag dansk tid gå på amerikansk tv i den bedste sendetid for at meddele, at han uden om Kongressen iværksætter en omfattende immigrationsreform.
Ifølge oplysninger, der er sivet fra Det Hvide Hus, vil op mod fem millioner illegale indvandrere blive berørt af den nye plan, som Obama vil gennemføre med et præsidentielt dekret, skriver avisen New York Times.
Indvandrerne vil under forskellige betingelser få deres ulovlige status i landet gjort legal.
Republikanerne, der ved midtvejsvalget for lidt over to uger siden sikrede sig flertal i begge Kongressens kamre, er rasende. Der lyder allerede krav om, at præsidenten skal stilles for en rigsret for at underløbe Kongressen.
– Alle er enige om, at vores immigrationssystem er brudt sammen, sagde Obama i en video, som han udsendte onsdag forud for sin tv-tale.
– Ulykkeligvis har Washington (Kongressen red.) tilladt, at problemet har kunnet gnave alt for længe. Det, som jeg fremlægger, er ting, som jeg kan gøre med min lovbestemte bemyndigelse som præsident for at kunne få systemet til at virke bedre, forklarede han.
Han opfordrede Kongressen til at følge hans præsidentielle dekret op ved selv at beslutte en indvandrerreform.
Efter amerikansk lov kan Kongressen overtrumfe et præsidentielt dekret ved at vedtage en plan, der ligner præsidentens.
Dekretet er primært rettet mod de cirka 11 millioner illegale indvandrere fra Latinamerika. Mange har boet og arbejdet ulovligt i USA i mange år, og deres børn er født i landet.
Det er denne gruppe, som primært vil få gavn af præsidentens dekret. Men en række andre grupper, der ikke er dømt for kriminalitet i USA, vil også kunne få lovligt ophold.
Men Obama risikerer at indlede en krig med det nye republikanske flertal i Kongressen, som vil gøre det vanskeligt for ham at få vedtaget andre politiske reformer. Store dele af Det Republikanske Parti er modstandere af at liberalisere indvandring.
/ritzau/