OB-spiller overvejede karrierestop efter hadbeskeder
Efter flere kampe modtog OB's Frederik Tingager så hadfyldte beskeder, at han mistede lysten til at spille fodbold.
Forsvarsspilleren Frederik Tingager har været fast inventar på OB’s hold i hele 2017 – bortset fra en karantænedag – men før hans succesfulde forår overvejede han, om han fortsat skulle spille på højeste niveau.
I efteråret modtog han så voldsomme beskeder – nogle af dem opfattede han som trusler – på sin private Facebook-profil, at det begyndte at påvirke nattesøvnen og lysten til at spille fodbold. Det siger han til DR.
Det var særligt efter kampe mod henholdsvis AaB og FC København, at beskederne blev grimme og handlede om “død og ulykke.”
– Dem, der skrev til mig, kom ind hovedet på mig, så jeg mistede fuldstændig lysten til at spille. Jeg har så mange gange sagt til min familie: “Ved I hvad, jeg gider ikke mere. Jeg stopper,” siger han til DR.
Fik chancen fra start og modtog trusler bagefter
I en kamp mod AaB i efteråret, fik Tingager chancen fra start. Han fortæller selv til DR, at han var skyld i et mål tidligt i kampen, men at han og resten af holdet kæmpede sig tilbage og fik et enkelt point ud af kampen.
– Der, hvor filmen knækker for mig, er, da jeg kommer ind i omklædningsrummet og kan se, jeg har modtaget en besked fra en, jeg ikke kender.
– Beskeden var fyldt med død og ulykke. Jeg prøvede at glemme det, men det eneste jeg tænkte på var hvem han var, ham der skrev. Jeg fik ikke sovet særlig meget den nat, fortæller han, til DR.
Samme sang efter kamp mod FCK
Det samme skete efter en kamp mod FCK; Tingager oplever, at han er medvirkende til, at modstanderen får scoret, og som frygtet var der en del mennesker, der ikke holdt sig tilbage fra at skrive forfærdelige ting til Frederik efter kampen.
En person skrev blandt andet en truende besked med ordlyden: “pas på, der ikke sker noget med dig, så du aldrig spiller igen..”
– Det var flere uger, hvor jeg hang med næbet. Jeg lå oppe på mit værelse med gardinerne trukket ned og tænkte det værste. Jeg mistede selvtilliden og troen på at spille fodbold, siger Tingager.
Han erkender, at han ventede for længe med at få hjælp udefra. Det vendte for ham, da han opsøgte en sportspsykolog.
Den 24-årige forsvarsspiller deler historien med offentligheden i håb om, at andre i en lignende situation ikke skal vente med at opsøge hjælp.
/ritzau/