OB bremser Kent Nielsens bronzejagt
Ari Skulason scorede på straffespark og Lasse Nielsen på hovedet, da OB slog AaB med 2-0 i Aalborg.
Det bliver næppe til en afsked med medaljer om halsen, når cheftræner Kent Nielsen efter sæsonen forlader AaB.
Fredag aften var OB’s spillere stærkt opsatte på at vise sig frem for deres kommende cheftræner, og det gjorde spillerne med en flot indsats og en 2-0-sejr i Aalborg.
Dermed er AaB seks point efter Brøndby på tredjepladsen i Alka Superligaen med fire kampe tilbage af sæsonen. Brøndby har yderligere en kamp i hånden.
Op til kampen markerede AaB-supporterne med en tifo klubbens 130-års fødselsdag, som fandt sted onsdag. Men det var hjemmeholdet som uddelte gaverne.
Allerede efter fem minutter havde den unge forsvarsspiller Jakob Blaabjerg hånd på bolden inde i straffesparksfeltet. Umiddelbart lignede det ikke, at det var med overlæg, men straffesparket var korrekt dømt.
OB-anfører Ari Skulason sparkede bolden i kassen midt i målet.
En halv time senere var AaB endnu engang i gavehumør, da holdet sløsede ved opdækningen på et hjørnespark. Det udnyttede den høje centerforsvarer Lasse Nielsen, der var listet med frem fra bageste geled.
Det var Lasse Nielsens andet ligamål siden skiftet fra FC Vestsjælland sidste sommer.
Nede 0-2 ved pausen måtte Kent Nielsen handle, og det gik ud over Frederik Børsting, der ikke havde spillet nogen stor kamp på AaB-midtbanen. Ind i stedet kom Kasper Risgård, der den seneste tid har døjet med rygproblemer.
Den indskiftning gav mere liv i AaB-offensiven, som straks fik skabt store chancer og håb om point. Desværre for aalborgenserne havde OB-målmand Mads Toppel en rigtig god dag i målet, og han tog sig af alle AaB’s muligheder.
Bedst var Toppel i en situation, hvor Nicklas Helenius afsluttede fra tæt hold efter et indlæg. En smidig Toppel fik resolut smidt sig ned og pareret bolden elegant væk.
Efter et meget stærkt kvarter fra AaB’s side i anden halvlegs første 15 minutter, blev kampen atter lige, som den bortset fra på måltavlen også havde været i første halvleg.
Ingen af holdene fik dog scoret, selv om AaB lagde tryk på OB-feltet i perioder, og OB forsøgte sig med gentagende kontraløb.
Sejren betyder, at OB definitivt melder sig ud af bundkampen efter at have ligget i den tunge ende hele sæsonen. På ottendepladsen er OB kun et point efter AaB på femtepladsen.
/ritzau/