Ø er ved at løbe tør for gravpladser til døde flygtninge
Tusindvis af flygtninge er gået i land på den græske ferieø Lesbos, men 500 er også døde i forsøget på at nå EU til vands. Nu er der snart ikke flere gravpladser tilbage på øen.
Tusindvis af flygtninge er gået i land på den græske ferieø Lesbos, men 500 er også døde i forsøget på at nå EU til vands. Nu er der snart ikke flere gravpladser tilbage på øen.
Et morbidt problem er opstået på den græske ferieø Lesbos i kølvandet på flere måneders tilstrømning af desperate flygtninge, der forsøger at nå øen og dermed EU til lands.
Øen er nemlig ved at løbe tør for gravpladser til døde flygtninge, som alene i 2015 løber op i 500, skriver AFP ifølge Yahoo News.
For mens tusindvis er lykkedes med rejsen til vands mellem Tyrkiet og Grækenland, så er mange hundrede flygtninge døde. Mindst 80 personer druknede nær øen i oktober, flere af de døde var børn.
Ikke flere gravpladser
Nu melder både borgmestre og den græske ortodokse kirke, at der ikke er flere gravpladser tilbage, og derfor er man nødt til tage nedkølede containere i brug til at opbevare ligene:
»Vi håber, at myndighederne vil finde en løsning på dette problem hurtigt,« siger Effi Latsoudi, formand for en lokal støttegruppe for flygtninge, til AFP ifølge Yahoo News. Øens borgmester forsikrer, man arbejder på en løsning
»Vi har store problemer på øens lighuse og kirkegårde, men vi forsøger, det bedste vi kan, at løse problemerne hurtigst muligt,« siger Spyros Galinos.
Presset kan øges på lighuse og kirkegårde
Men der er ingen tegn på, at der sættes prop i flygtningestrømmen lige foreløbigt. I modsætning til de senere år kom der endnu flere flygtninge i oktober, end der gjorde i de foregående måneder, hvor vejrforholdene ellers er bedre.
Det kan også betyde, at presset på lighusene og kirkegårdene vil øges i de kommende måneder, når sejladsen mellem Tyrkiet og Lesbos bliver endnu farligere. Det kan tage år, før Lesbos igen kan begrave flygtninge:
»Det kan tage mellem to og tre år,« siger det lokale overhoved for den græske kirke på øen, biskop Lakovos, om udsigten til at opføre nye kirkegårde med det nødvendige antal gravpladser, til Mega Channel.
Af de omkring 218.000 flygtninge, der rejste fra krig og kaos mod EU til havs i oktober, modtog Grækenland hele 210.000. De fleste af dem endte på Lesbos.