Ø-borgmester på dybt vand: To valgte medlemmer er gået i land
På Læsø sidder borgmesteren med svedige håndflader og aner ikke, om han er købt eller solgt.
På Læsø går det stærkt. Den lille kommune med ni byrådsmedlemmer var en af landets første til at meddele, at alt var klappet og klart. Stemmerne var talt op, mandaterne fordelt.
Alligevel er det gået lidt for stærkt her onsdag morgen – dagen efter valget. I hvert fald sidder syv af ni byrødder nu tilbage på øen med svedige håndflader. Årsagen er, at de resterende to medlemmer havde travlt med at komme ud af døren til morgen.
De skulle tilsyneladende på arbejde – på fastlandet, skriver TV2. Dermed ved siddende borgmester Tobias Birch Johansen (V) ikke, om han er købt eller solgt.
Lammet
TV-stationen nævner ikke, hvilke to medlemmer, der skal være gået i land i Frederikshavn onsdag morgen, men borgmesterkandidaten Johansen er rystet og frygter for forhandlingerne, der nu er udskudt.
– Jeg er handlingslammet. Det er ikke godt for Læsø. Det gør mig lidt nervøs, at man ikke tager øens fremtid mere seriøst og sørger for at holde fri i dag, så vi kan få afklaret situationen, siger Tobias Birch Johansen til TV2.
Et møde her til formiddag er nu aflyst, og parterne kan først mødes efter fyraften – når Læsøfærgen har bragt de to medlemmer retur.
Taburetten vakler
Tobias Birch Johansen fik et flot valg, og Venstre gik frem fra to til fire pladser i den kun ni mand stor kommunalbestyrelse. Selv fik han 321 personlige stemmer.
Alligevel vakler borgmestertaburetten, fordi fem andre medlemmer af kommunalbestyrelsen tirsdag aften trak sig tilbage til et lukket møde for at se, om de kunne finde en aftale uden Venstre.
De fem kommunalbestyrelsesmedlemmer mødes ifølge socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen klokken 19.30 onsdag aften.