Nyt supermarked: Her åbner butikkerne
Coop åbner 13 nye butikker i et helt nyt format, som de har brug for kundernes hjælp til.
Coop skal prøve noget helt nyt af.
Til september åbner virksomheden 13 nye supermarkeder, der er en del af virksomhedens nye koncept.
Coop 365, som butikkerne og konceptet hedder, er et bud på fremtidens lavprissupermarked, skriver Coop i en pressemeddelelse.
I galleri ovenfor kan du se, hvor i landet de 13 nye butikker åbner.
Bud på ny butik
Det har været på bedding længe, og Coop har da også afprøvet nogle af de varer, der skal være på hylderne i de nye butikker Coop 365.
Men den helt store test starter den 3. september, hvor 13 butikker åbnes under navnet Coop 365.
Det dækker over et lavprissupermarked, der lægger sig mellem en discountbutik og et kvalitetssupermarked.
– Forbrugernes krav til deres dagligvarebutik har ændret sig. Vi har med Coop 365 lavet vores bud på en ny butik. Vi vil dog rigtig gerne høre fra forbrugerne og fra vores medlemmer, om det er sådan, fremtidens lavprissupermarked skal se ud, siger Jens Visholm, der er koncerndirektør i Coop.
Kæden har fået sit navn, fordi man kan handle der alle årets dage samt efter en række af varer i Coop.
Desuden er kædens grønne udtryk et udsagn om den linje, der følges i butikken. Her gælder blandt andet mere økologi og 10 procent bonus på frugt og grønt.
Brug for hjælp
Men de nye butikker er egentlig kun på prøve.
For det er koncernens måde at teste, om deres nye koncept om et lavprissupermarked faktisk fungerer for kunderne.
Derfor er Coop meget interesseret i at høre kundernes mening, når de har besøgt en af landets 13 nye butikker.
– Vi har testet en række elementer under navnet Coop Hverdag en håndfuld steder. Baseret på blandt andet erfaringer derfra, har vi videreudviklet det til Coop 365. Nu vil vi bruge de kommende fire måneder til at høre kundernes reaktioner i de forskellige byer, hvor testbutikkerne åbner, rette til og vurdere, om vi har grundlaget for fremtidens lavprissupermarked, siger direktør John Hornbech Christensen, der har ansvaret for projektet.
Det, kunderne kan forvente sig af Coop 365, er, at supermarkederne er større end koncernens eksisterende discountbutikker, mens de huser mellem 600 og 700 flere forskellige varer.
Om de nye testbutikker bliver en egentlig kæde, vil der blive taget stilling til i begyndelsen af 2021.