Nyt sundhedsudspil kan få flere i job
Dansk Sygeplejeråd er begejstrede for regeringens sundhedsudspil, som skal give de svageste kronisk syge en fast kontaktsygeplejerske.
Regeringens nye sundhedsudspil kan være godt nyt for danske sygeplejersker.
Et forsøg, der skal give de svageste og dårligst uddannede kronisk syge patienter egen sygeplejerske, kan nemlig betyde, at der skal ansættes flere sygeplejersker.
Det vurderer formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
– Med nye opgaver og tiltag er det klart, at der er behov for, at der også bliver ansat flere, siger hun til Newspaq.
Det nye udspil fra regeringen hedder ‘Jo før, jo bedre’, og har afsat 280 millioner kroner specifikt til en ordning, der skal give de svageste syge patienter med kroniske sygdomme deres egen kontaktsygeplejerske. Målet er at støtte patienten og være behjælpelig under samtaler med læger. Indsatsen bliver særligt rettet mod patienter med KOL, diabetes og gigt.
Dansk Sygeplejeråd er begejstrede for det nye udspil og håber, det vil betyde, at sygeplejersker ikke længere skal sprinte rundt på landets akutte og medicinske afdelinger.
– Hele indsatsen skal jo gerne ende med at hjælpe alle borgere og patienter bedst muligt og forhindre den massive belægning på hospitalerne, som vi ser i øjeblikket. Det skulle gerne være med til at flytte nogle klumper af patienter, som i dag bliver indlagt på hospitalet, og som kan hjælpes bedre andre steder, siger Grete Christensen.
Tal fra 2012 viser, at kun 49 procent af sygeplejerskerne på landets hospitaler er ansat på fuldtid. Med regeringens nye udspil står flere tusinde kronisk syge til at skulle få tilknyttet en fast sygeplejerske, men det bekymrer ikke Dansk Sygeplejeråd.
– Organiseringen af det her bliver et spørgsmål om, at man lægger planer sammen og ikke et spørgsmål om, at man er til rådighed døgnet rundt. Så man skal organisere det, så det er én person, der har kontakten, uanset om man arbejder på deltid eller fuldtid, siger Grete Christensen til Newspaq.
Forsøget med fast tilknyttede sygeplejersker er et led i regeringens samlede sundhedspakke, der frem mod 2018 skal foretage tiltag i sundhedssektoren for fem milliarder kroner.
Newspaq