Nyt studie slår fast: Sådan opdager du kræft tidligt

Et studie fra Københavns Universitet viser, at man ved brugen af malariaproteiner kan se, om folk har kræft.

Offentliggjort Sidst opdateret

En blodprøve kan i fremtiden være nok til at finde ud af, om du har kræft. Det viser et nyt studie fra en gruppe forskere på Københavns Universitet, KU.

Forskerne har fundet ud af, at man ved hjælp af et malariaprotein kan trække kræftceller ud af en blodprøve for at se, om en person har kræft.

Det er helt unikt, fortæller professor Ali Salanti fra KU, der er en af forskerne bag studiet.

– På den måde kan vi adskille meget få kræftceller i en blodprøve fra de normale, og det er der ikke andre metoder, som kan, forklarer han.

Når kræften kan afsløres ved en blodprøve, skyldes det, at man har kræftceller i blodet, hvis man lider af kræft.

Tidligere har man ikke kunnet opdage dem for særlig mange kræfttyper, lige som at det først har været på et sent stadie.

Metoden bruges allerede i London

Det kan man dog med den nye metode. Malariaprotienet binder sig nemlig til et sukkermolekyle, som er på mere end 95 procent af alle former for kræftceller.

– Vores malariaprotein binder til alle typer af kræft, ligesom at det binder til alle typer af kræftceller i blodet, forklarer Ali Salanti.

Når det er vigtigt, at kræft opdages på et tidligt stadie, skyldes det, at det ofte er afgørende for en effektiv behandling og overlevelse.

Metoden testes allerede på et hospital i Englands hovedstad, London, på 50 patienter. Og det er med stor succes, siger professoren:

– Hos alle patienterne har vi fundet kræftceller – endda på et meget, meget tidligt stadie – hvorimod vi ikke finder nogle hos raske patienter.

Vil gerne have det ud på hospitalerne

Forskerne bag undersøgelsen håber på, at metoden i fremtiden kan blive brugt til undersøge folk, der har høj risiko for at have kræft.

– Vi håber, man kan implementere det her som en screening ved højrisiko patienter, som primært er ældre, siger Ali Salanti.

Der går dog stadig nok et par år, før metoden kan komme ud til lægerne. Der skal således registreres en afprøvning, hvor en gruppe patienter skal følges.

Det tager typisk to til tre år, fortæller Ali Salanti.

Klik igennem galleriet for at se, hvilke kræfttyper der er mest hyppige for mænd og kvinder i Danmark.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Powered by Labrador CMS