Nyt studie afliver farlig sygdomsmyte
Et nyt studie har undersøgt data fra 1496 henviste hpv-piger. Det bekræfter tidligere forskning på området.
Allerede inden de fik hpv-vaccinen, var de piger, der i 2015 blev henvist til et af landets hpv-centre, oftere på hospitalet.
Det viser et nyt studie, som forskere fra Aarhus Universitet står bag.
I studiet har forskerne undersøgt data fra de 1496 piger og kvinder, som i 2015 blev henvist til et hpv-center.
Hpv-centrene blev i 2015 oprettet i kølvandet på, at flere piger fortalte om symptomer efter at været blevet vaccineret.
En af forskerne bag studiet er ph.h.-studerende Lene Wulff Krogsgaard fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
– De piger, der er henvist til hpv-centrene, var hyppigere på hospitalet i en periode på fem år, inden de blev henvist til hpv-centrene, siger Lene Wulff Krogsgaard.
Havde “bivirkningerne” inden vaccinen
80 procent af de henviste i 2015 havde i årene op til vaccinen haft kontakt til et hospital mindst en gang, mens 24 procent havde seks eller endnu flere gange.
Forskerne har sammenlignet med en kontrolgruppe på 7480 jævnaldrende vaccinerede piger, som ikke var blevet henvist til et hpv-center.
Blandt dem havde 65 procent kontakt med et hospital mindst en gang, og 12 procent havde seks eller flere kontakter med hospitalet.
Det nye studie har også fundet, at nogle af pigernes diagnoser harmonerer med de mest udbredte rapporterede bivirkninger efter hpv-vaccinen. Det er blandt andet hovedpine, uspecifikke muskelsygdomme og mave-tarm-problemer.
Det nye studie bekræfter tidligere forskning på området. Forskning fra Statens Serum Institut har vist, at mange af de piger, der har indberettet alvorlige bivirkninger til myndighederne, gik til psykolog, fysioterapeut eller havde diffuse symptomer, inden de blev vaccineret.
Desuden har forskere fra Aarhus Universitet i et andet studie vist, at piger, der blev henvist, oftere havde været i psykiatrisk behandling forud for vaccinen, end de piger, der ikke var blevet henvist.
– Det er klart, at det her studie er kun en brik i et større puslespil, der skal prøve at finde ud af, hvilke andre årsager der kan være til, at de her piger blev syge, siger Lene Wulff Krogsgaard.
Negativ udvikling vendt
Hpv-vaccinen blev genstand for kritik i 2015, da der kom meldinger om svære bivirkninger blandt piger, der havde fået vaccinen. Det betød dengang et fald i antallet af piger, der blev vaccineret.
I dag er udviklingen i forhold til vaccinen vendt. Omkring 40.000 piger valgte i det forgangne år at lade sig vaccinere mod hpv.
Piger blev i stor stil henvist til hpv-centrene, umiddelbart efter at de blev oprettet i 2015. I dag får centrene dog kun meget få henvisninger.