Nyt stort byggemarked måske til Vamdrup
Davidsens Tømmerhandel er parat til at åbne et nyt stort byggemarked i Vamdrup, hvis borgerne i Vamdrup vil.
Davidsen rykkede til Vamdrup i 2013 med deres webshop Davidsenshop.dk. Siden flytningen fra Vojens til Industrivej 36 i Vamdrup er forretningen vokset.
– Men det bliver i høj grad op til vamdrupperne selv om vi skal åbne et byggemarked, som vi kender det fra Davidsens andre butikker, siger Kasper Korsholm Jessen til netavisen 6580 Vamdrup.
– Davidsen har store ambitioner for fremtiden, også for Vamdrup. Vores webshop i Vamdrup vokser betydeligt i øjeblikket. Vi har netop lanceret en ny hjemmeside, der gør det lettere for kunden at handle, ligesom vi fortsat udvider mængden af varer, som sælges på webshoppen.
– I takt med den stigende interesse for webshoppen har vi derfor valgt at udvide åbningstiderne, så kunderne nu også kan besøge vores showroom lørdag og søndag fra kl. 9-16, ligesom vi har udvidet åbningstiderne for vareudlevering.
– Kunderne kan i dag afhente deres bestilling fra kl. 7-20 alle ugens dage”, siger Kasper Korsholm Jessen.
Udvider allerede nu
Håndværkere er i disse dage ved at udvide butiksarealet i Vamdrup, så der bliver mere plads til at udstille sæsonaktuelle varer i webshoppens showroom, ligesom der nu også er tilknyttet salgspersonale til showroomet.
– Tanken bag ombygningen er også, at beslutter vi en dag at åbne et byggemarked i Vamdrup, som kunderne kender det fra Davidsens butikker, så er lokalerne gjort klar til det, siger Kasper Korsholm Jessen til 6580 Vamdrup.
– Skulle kunderne i Vamdrup allerede nu have ønsker om varer – søm, skruer, værktøj eller f.eks. el-artikler – som de gerne vil kunne afhente i Vamdrup i stedet for at skulle køre til Davidsen i Vojens eller Vejen, er de meget velkommen til at komme og besøge os og fortælle os herom.
– Hvis vi kan se en efterspørgsel efter et byggemarkedssortiment i Vamdrup, kan det måske være, at beslutningen kommer tættere på, slutter Kasper Korsholm Jessen med et smil.
Davidsenshop.dk beskæftiger i dag 15 fastansatte medarbejdere i Vamdrup.