Nyt parti: Alternativet klar til valget
Danmark er snublende tæt på at få endnu et parti at stemme på ved det kommende folketingsvalg.
Efter mere end et års arbejde på at indhente vælgererklæringer er det mandag lykkedes Alternativet med stifter Uffe Elbæk i spidsen at få samlet 20.260 vælgererklæringer, som er det påkrævede antal for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Når Alternativet mandag er så tæt på at figurere på stemmeseddelen, skyldes det en imponerende indsats fra frivillige kræfter, understreger stifter og tidligere radikal minister Uffe Elbæk:
»Vi har arbejdet på det i over et år, og jeg er simpelthen så hamrende stolt over de frivillige, der har holdt næsen i sporet hele vejen. Så denne aften er de frivilliges aften,« siger han.
Alternativets vælgererklæringer mangler fortsat at blive officielt godkendt i Økonomi- og Indenrigsministeriet, og det ventes at tage nogle uger. Men der skulle været et tilstrækkeligt antal til, »at den burde være hjemme«, siger Elbæk. Partiet vil dog fortsætte med at indhente yderligere vælgererklæringer, da nogle kan blive kendt ugyldige.
Stifteren, der endnu er partiets eneste repræsentant i Folketinget, er således stort set parat til det kommende valg, og det samme er partiets spidskandidathold, der »alle repræsenterer erfaring«, som Elbæk forklarer det. Nu skal Alternativet i gang med at vælge listekandidater, og her er fristen 14. april.
Partiet har fokus på »seriøs bæredygtig omstilling«, og en stemme på Alternativet er en stemme på miljøet og iværksætteriet, betoner Elbæk.
Alternativet blev præsenteret for offentligheden 27. november 2013, og i maj 2014 kom det første partiprogram.