Nyt id-kort kan gøre dit liv meget lettere
Nu kan du søge om det nye legitimationskort.

Legitimationskort er ikke noget, man kender meget til i Danmark. Hvis ikke lige, man er ung og har et ungekort, så man kan få spiritus med til fredagsfesten.
Det bliver der lavet om på nu.
Det er ikke alle, der har et pas eller et kørekort. Og det kan nogle gange give problemer.
Nu skal et nyt tiltag – et legitimationskort – dæmme op for dem.
Fra 1. november 2017 er det muligt at ansøge om et legitimationskort hos kommunen. Kortet kan bruges som legitimation i en række situationer som alternativ til pas eller kørekort.
Det oplyser Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Borgere, der er fyldt 15 år, kan søge om at få udstedt et legitimationskort ved at møde op hos borgerservice i deres bopælskommune. Ansøgerne må regne med, at der i en periode kan være nogen ventetid på at få kortet.
Bruges i stedet for pas og kørekort
Legitimationskortet vil kunne bruges i en række hverdagssituationer, hvor man ofte i dag anvender pas eller kørekort.
Kortet vil også erstatte de ungekort, som unge har kunnet bruge, hvis de for eksempel har villet købe øl og cigaretter.
Fordelen ved legitimationskortet er, at det både indeholder indehaverens personnummer og et billede.
Det nye kort vil derfor kunne bruges til flere formål end det tidligere ungekort.
– Det nye legitimationskort vil både være en hjælp for unge og for nogle af vores ældre og handicappede medborgere. Det kan faktisk gøre hverdagen lettere for alle, der ikke har et kørekort, men heller ikke går rundt med pas i lommen. Legitimationskortet kan være i pungen, og det har en overkommelig pris. Legitimationskortet løser derfor først og fremmest et praktisk problem for mange borgere, udtaler økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl.
Enigt Folketing
Et enigt Folketing står bag beslutningen om at indføre det nye legitimationskort, og økonomi- og indenrigsministeren har udstedt den bekendtgørelse, der blandt andet beskriver, hvordan kortet skal udformes.
Her står også, at prisen for kortet skal svare til de udgifter, der er ved at udstede det, dog højst 150 kroner.
– Og det er kommunerne, der bestemmer prisen, oplyser Indenrigsministeriets kommunikationsafdeling til Newsbreak.dk.