Nyt gennembrud i kræft-forskning

En simpel blodprøve kan afsløre tilbagefald for kræft-patienter. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Forskere  fra Aarhus universitetshospital og Aarhus Universitet har opdaget, at kræft-DNA i blodet afslører tilbagefald hos patienter med tarm-kræft op til 12 måneder tidligere, end det har været muligt før

Tarm-kræft er en af de hyppigste og mest dødelige former for kræft i verden. Selvom cirka to tredjedele af patienterne får diagnosen “potentielt kurerbare”, får omkring en tredjedel af dem tilbagefald efter endt behandling.

Det er afgørende for patienternes mulighed for at overleve, at tilbagefaldet opdages så tidligt som muligt, og det kan resultaterne fra et nyt, stort studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet være med til at sikre.

Hvis der er kræftceller i patientens krop, bliver der frigivet tumor-DNA til blodbanerne. Det vil altså sige, at man kan analysere blodprøver for tumor-DNA, og det kan udnyttes til at afsløre tilstedeværelsen af kræft-celler:

– Det er karakteristisk for kræftceller, at deres arvemasse på flere punkter er forandret i forhold til arvemassen i normale celler. Det betyder, at hver enkelt patients kræftsvulst har sine helt egne unikke forandringer i arvemassen. Samtidig har tidligere forskning vist os, at disse forandringer hyppigt forplanter sig til blodbanen – altså bliver til en slags markør, siger professor Claus Lindbjerg Andersen, der har stået i spidsen for studiet.

I løbet af studiet har forskerne taget regelmæssige blodprøver af patienterne i en periode på tre år efter operation. På den måde kunne forskerne løbende måle, om der var tumor-DNA i blodet.

Hos alle patienter, der fik diagnosticeret et tilbagefald, blev der fundet tumor-DNA i blodbanen, længe inden patienten fik symptomer, og længe inden tilbagefaldet blev diagnosticeret i det almindelige overvågnings-program. Hos nogle patienter blev der endda fundet tumor-DNA i blodbanen umiddelbart efter operationen, som tyder på, at en betydelig del af kræft-tumoren hos patienten ikke blev fjernet ved operationen.

Opdages tilbagefaldet så tidligt, at kræftsvulsten kan fjernes med operation, er der endda mulighed for, at patienterne på trods af tilbagefaldet helt vil kunne kureres.

Forskerne viste også, at metoden kan bruges til at vurdere effektiviteten af f.eks. kemoterapi, strålebehandling og kirurgiske indgreb, som er afgørende for at kunne optimere opfølgningen og behandlingen for patienter med tilbagefald.

Powered by Labrador CMS