Nyt forsamlingsforbud rammer idrætten

Fodboldklubber har trænet i grupper med ti personer, men den mulighed forsvinder med nyt forsamlingsforbud.

Hos DIF ser man frem til en fremtid, hvor foreningsidræt igen kan afvikles. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nedsættelsen af forsamlingsforbuddet til fem personer betyder, at foreningsidrætten i Danmark reelt er lukket ned.

Sådan skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag meddelte, at forsamlingsforbuddet sættes ned fra ti til fem personer.

I forvejen var indendørs idræt lukket ned i forbindelse med de hidtidige restriktioner, men i en del fodboldklubber har man fortsat trænet udendørs i grupper af maksimalt ti personer.

Den mulighed forsvinder nu, lyder det fra DIF.

– Vi har forståelse for indførelsen af restriktionerne, men det smerter mig utrolig meget, at foreningsidrætten nu stort set bliver lukket helt ned.

– Det er en forfærdelig situation for alle medlemmerne og de frivillige kræfter, der er trukket så mange veksler på i det seneste år, siger DIF-direktør Morten Mølholm Hansen.

De professionelle fortsætter

Det nye forbud får til gengæld ikke konsekvenser for den professionelle idræt, forstået på den måde at de professionelle stadig kan udøve deres sport. Det bliver dog uden publikum.

DIF oplyser, at reglen om 500 siddende tilskuere udgår. Dermed kan de professionelle ligaer i eksempelvis fodbold, håndbold og ishockey fortsat afvikle kampe.

Hos DIF fokuserer man på, at den nye nedlukning sker samtidig med, at flere og flere danskere vaccineres mod covid-19.

– Nu må vi bide i det sure æble og stå situationen igennem. Forhåbentlig betyder den igangværende vaccinationskampagne, at situationen snart ændrer sig til det bedre, og at restriktionerne for foreningsidrætten kan hæves tidligere, end vi oplevede det i foråret, siger Morten Mølholm i pressemeddelelsen.

 

Powered by Labrador CMS