Nyt folk indtager lykketronen

Finland tager førstepladsen på FN's liste over verdens lykkeligste lande.

Finnerne er nu – ifølge FN – verdens lykkeligste folk. Klik igennem galleriet og se hele top ti. Foto: Jonathan Nackstrand/arkiv/AFP
Finnerne er nu – ifølge FN – verdens lykkeligste folk. Klik igennem galleriet og se hele top ti. Foto: Jonathan Nackstrand/arkiv/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark er igen røget nedad på lykkeskamlen, efter Danmark sidste blev henvist til andenpladsen af Norge.

Ifølge den nyeste rapport med titlen “World Happiness Report” udgivet af Sustainable Development Solutions Network (SDSN) ligger Finland nummer et.

Det globale initiativ blev lanceret af FN i 2012, og det har til formål at promovere lighed og tillid.

I undersøgelsen har man modsat de andre år også evalueret, hvordan landets migranter har det.

Professor emeritus ved University of British Columbia John Helliwell, der er en af forskerne bag rapporten, siger, at der er mange ligheder blandt landene i top-ti.

– Det mest slående er, at der er en bemærkelsesværdig stor lighed mellem lykkefølelsen blandt migranterne og de lokalt fødte, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Mange faktorer

Ranglisten er desuden baseret på en række andre konkrete faktorer.

Det gælder bnp per indbygger, forventet levealder uden sygdom, frihedsgrad, social støtte, grad af generøsitet og fraværet af korruption i stat eller erhvervsliv.

I alt har 106 lande deltaget.

Iran er bundskraber sammen med blandt andet palæstinenserne, Gabon og Venezuela. Det ulykkeligste europæiske land er Bulgarien på en plads nummer 100.

USA faldt til en 18.-plads fra tidligere at have ligget nummer 14. Siden man begyndte at lave rapporten i 2012, har USA ikke været blandt de lykkeligste ti.

Powered by Labrador CMS