Nyt fly-gebyr: Dette vil snart koste dig penge

Køber man de billigste billetter hos Norwegian, skal man snart ikke kunne tage en kabinekuffert med gratis.

Offentliggjort Sidst opdateret

Snart er det slut med at tage sin kabinekuffert gratis med om bord på flyet, hvis man har købt en af Norwegians billigste billetter – LowFare.

Det fremgår af Norwegians nye bagagepolitik, der endnu ikke er offentliggjort, skriver mediet check-in.dk.

Det vil dog blive muligt at tage en kabinekuffert med, hvis man betaler et gebyr, oplyser Norwegian til mediet. Norwegian har endnu ikke fastsat, hvor stort gebyret bliver.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det nye regler ventes at træde i kraft i februar. Kunder vil få information i forvejen.

Med de nye regler må håndbagagen ved køb af Lowfare-billetterne veje maksimalt ti kilo – ligesom i dag. Men det skal altså være en lille taske, som kan ligge under stolesædet foran.

Newsbreak.dk har for nyligt beskrevet, hvordan en undersøgelse fra det engelske svar på Forbrugerrådet Tænk, Which?, har kåret de værste flyselskaber.

I galleriet ovenfor kan du se hele listen.

Mere indchecket baggage

I dag må man – også på Norwegians billigste billetter – tage en kabinekuffert med, som kan placeres i rummene over sæderne, samt en lille taske, som kan anbringes under sædet foran.

Norwegian oplyser ifølge check-in.dk, at de nye bagageregler skyldes et ønske om at give bedre punktlighed og en bedre oplevelse for passagererne.

De nye bagageregler medfører også, at vægtbegrænsningen på indchecket bagage øges fra 20 til 23 kilo.

Den norske luftfartsanalytiker i Winair Hans Jørgen Elnæs er begejstret for Norwegians nye politik.

– Jeg er overhovedet ikke overrasket over, at Norwegian begynder at tage sig betalt for kabinebagage for de billigste billetter. Det skulle selskabet have iværksat for længe siden, siger analytikeren til det norske medie flysmart24.no.

Hos lavprisselskabet Ryanair blev den gratis kabinekuffert afskaffet i efteråret 2018. Her må man i dag som udgangspunkt kun have en mindre taske med, som kan være under sædet.

Det koster et gebyr, hvis kabinekufferten skal med.

Powered by Labrador CMS