Nyt firma laver unges opgaver: -Det er direkte dumt
Det er hjælp til gymnasieelever, mener et firma, som løser skriftlige opgaver for gymnasieelever.
Det er direkte dumt, at firmaer tjener penge på at sælge færdige opgaver til gymnasieelever.
Det skriver undervisningsminister Merete Riisager (LA) på sin profil på Facebook.
– Det er ikke ulovligt at sælge et produkt, der er med til at gøre unge mennesker dummere og dårligere rustet til fremtiden, men det må da være ekstremt utilfredsstillende at tjene sine penge på den måde.
– Og for de unges vedkommende: Tag jer sammen! Hvis I vil klare jer godt i livet er viden og vedholdenhed helt afgørende parametre, skriver ministeren.
Merete Riisager skriver dog ikke, hvorvidt hun vil sætte ind overfor det.
Snyder sig selv
Ved den nystartede tjeneste FixMinOpgave kan et 02 købes for 150 kroner per arbejdstime. Herfra stiger priserne til 350 kroner i timen for et 12-tal.
– Folk har det med at kontakte os, når de er lidt pressede. Nogle har endda kontaktet os fire-fem timer inden opgavens deadline, men det nåede vi, siger Frederik Drews, der er manden bag firmaet, til metroxpress.
Selv om han har skabt et firma, der er designet til at hjælpe unge med at snyde i skolen, mener han ikke, at det er et nævneværdigt problem.
Men den eneste, man snyder, er sig selv, lyder det fra ministeren.
– Der vil altid være en måde, hvorpå I kan hoppe over, hvor gærdet er lavest eller snyde skolen, men dem, I snyder allermest, er jer selv. Før eller siden rammer virkeligheden jer lige mellem øjnene, skriver hun.