Nyt erhvervshus i Vamdrup

Kolding Kommune og Business Kolding styrker Vamdrups erhvervsudvikling med nyt erhvervshus.

Potentialet i Vamdrups virksomheder skal udnyttes. Foto: Google Streetview.
Offentliggjort Sidst opdateret

Erhvervshus Vamdrup bliver navnet på det nye sted, hvor iværksættere og etablerede virksomheder fremover kan få hjælp til at udvikle deres virksomhed.

Til januar slår Business Kolding dørene op for det nye erhvervshus, der skal motivere de eksisterende virksomheder til vækst og hjælpe de nye på vej.

Erhvervshus Vamdrup bliver stedet, hvor virksomhederne kan mødes på tværs. Her tilbydes en bred vifte af rådgivning, og iværksættere kan få kontor i et innovativt miljø.

– Kolding Kommune ønsker at understøtte vækst, og Vamdrup har masser af potentiale. Så jeg håber, at virksomheder og iværksættere tager de nye muligheder til sig, siger borgmester, Jørn Pedersen.

Flere iværksættere

Alene i tredje kvartal blev 164 nye virksomheder stiftet i Kolding Kommune, og det er det højeste antal blandt byerne i Region Syddanmark. Den vækst kræver også noget ekstra i forhold til den service Business Kolding yder.

Hidtil er iværksætterne taget til House Of Innovation i Kolding, men for at de fremover kan blive i lokalmiljøet samtidig med at de stifter virksomhed, rykker iværksætterrådgivningen nu helt tæt på. Samtidig giver Erhvervshus Vamdrup mulighed for at Business Kolding øger fokus på Vamdrups etablerede virksomheder.

– Erfaringen er, at iværksættere der flytter til et udviklingsmiljø oplever større fokus og mere vækst. Derfor glæder vi os til at tage imod de Vamdrup-iværksættere, der er klar til at møde nye udfordringer og skabe bedre resultater. Med Erhvervshus Vamdrup, vil vi ikke kun kunne servicere de nye virksomheder, der bliver også plads til rådgivning af de eksisterende, som vil et niveau op, lyder det fra Jakob Th. Westphall, der er chef for Innovation og Entreprenørskab i Business Kolding.

Kendt ansigt

Til at servicere virksomhederne er der ansat en lokal erhvervskoordinator. Det bliver den 41 årige Tanja Marek, der tidligere har været bladchef for Vamdrup Ugeblad, har været eventkoordinator ved Vamdrup Handelsforening, og som desuden har drevet egen virksomhed igennem en årrække.

Alle der har lyst kan kigge forbi og se det nye erhvervshus og hilse på medarbejderne. Det sker onsdag den 9. december klokken 16-18 på Koldingvej 7.

Powered by Labrador CMS