Nyt efter hestespark
Sergio Rico ude af koma efter voldsom ulykke
Fodboldklubben Paris Saint Germains målmand Sergio Rico er kommet ud af den koma, han har været holdt i i godt tre uger.
Den spanske målmand var ude at ride i sit hjemland den 28. maj, hvor det gik helt galt.
Han faldt af hesten, som efterfølgende sparkede ham i hovedet.
Sergio Rico blev meldt i livsfare, og det var uklart, hvorvidt han ville overleve.
Konen bekræfter
Det er hans kone, Alba Silva, der over for journalister bekræfter, at det går den rigtige vej.
- Han tager små skridt, men han skal nok komme sig, for han er en mester.
- Stor tak til hospitalet og sundhedspersonalet, som opfører sig utroligt, siger hustruen stående foran Virgen del Rocío-hospitalet i Sevilla, hvor Sergio Rico har været indlagt på intensivafdelingen siden ulykken.
Der er stadig lang vej endnu for den 29-årige keeper.
- Nu skal vi bare være tålmodige og gå forsigtigt frem, siger hustruen.