Nyrup sender dagpenge-stikpille mod Thorning

Foto: Simon Læssøe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Poul Nyrup Rasmussen var hemmelig gæstetaler ved SF’s landsmøde.

Den tidligere statsminister og formand for Socialdemokraterne Poul Nyrup Rasmussen var den overraskende »hemmelige gæstetaler« på SFs Landsmøde i Falconer Centret på Frederiksberg søndag.

Da Poul Nyrup Rasmussen i 2012 holdt tale på Socialdemokraternes kongres, opfordrede han sit eget parti til at tage en snak om at få dagpengenes genoptjeningsperiode halveret igen.

Det var en vældig populær kommentar for de menige S-medlemmer, men Helle Thorning-Schmidt (S) undlod at klappe. Hun kunne med rette opfatte det, som om han hev gulvtæppet væk under hende i den komplicerede dagpengedebat med de Radikale.

Det er derfor et markant signal, SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) sender, når hun inviterer Poul Nyrup Rasmussen til at være gæstetaler på partiets landsmøde i denne weekend.

Et af SFs vigtigste hovedkrav er netop en dagpengeløsning, hvor genoptjeningsperioden bliver halveret.

Klapsalver og jubel

Og Poul Nyrup Rasmussen skuffede ikke.

Han var inviteret til at tale om skattely, aktiespekulation og finansskat, men formåede alligevel at få nævnt dagpengene igen, da han talte om det skattemæssige provenu, Danmark går glip af fra de multinationale selskaber.

»Altså et provenu til Danmark på syv-otte milliarder, kan vi da godt bruge, ikke? Der kan finansieres ret meget for dem, genoptjeningsperioden, for eksempel,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Og så brød SFerne ud i klapsalver og jubel.

Pia Olsen Dyhr afviser, at der er tale om bevidst drilleri af Thorning.

»Vi har inviteret Poul Nyrup Rasmussen, fordi han er et af de mest ordentlige mennesker, jeg kender i dansk politik. Og han er en af de bedste statsministre, Danmark nogensinde har haft,« siger Pia Olsen Dyhr.

I en undersøgelse, Gallup for nylig har udført for BT, sagde 15 procent af S-vælgerne, at Poul Nyrup Rasmussen har været den største S-statsminister. Kun 4,5 procent pegede på Thorning.

Powered by Labrador CMS