Nykredit varsler ny spareplan

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Lavt renteniveau fordobler halvårsresultat i Nykredit, der samtidig varsler ny spareplan, som vil koste job.

Boligejernes omlægning af lån giver markant fremgang i første halvår 2015 til realkreditkoncernen Nykredit, som mere end fordoblede resultatet før skat.

Nykredit-koncernens samlede resultat før skat landede på knap fire milliarder kroner mod 1,7 milliarder kroner i samme periode 2014.

– Vi oplevede især i 1. kvartal ekstraordinær stor aktivitet, da det faldende renteniveau gjorde det muligt at hjælpe rekordmange boligejere og virksomheder over i meget attraktive fastforrentede lån, siger Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen.

– Efterfølgende steg renten i 2. kvartal, og det har givet betydelige positive værdireguleringer på swapområdet, siger Michael Rasmussen i regnskabet.

Topchefen tilføjer dog, at selvom resultatet er godt, så skal det blive endnu bedre. Og det får Michael Rasmussen til at lancere en forretningsplan, der skal spare 250 millioner kroner på driften årligt frem mod 2018.

– En del af det kan nås ved at intensivere vores arbejde med digitalisering, men detkan ikke undgås, at vi også i de kommende år bliver færre i Nykreditkoncernen, siger topchefen.

Planen, som Nykredit har kaldt “Forretningsplan 2018” skal forbedre resultatet af kerneforretningen, så det i 2018 er 1,5 milliarder kroner større end det forventede2016-resultat.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS