Nye tal: Rekordmange danskere har gjort det
I årets første ni måneder har 104 afdøde danskere doneret organer. Dermed er 2020 året med flest organdonationer. Med flere donorer følger også flere efterladte pårørende, som midt i deres tab, skal forholde sig til organdonation. Afskeden kan blive nemmere, når snakken om organdonation er taget på forhånd.
Den 30. september i år har 104 afdøde personer doneret et eller flere organer.
Det svarer til samme niveau, som det årlige antal organdonorer gennem de seneste år.
Det skriver Center for Organdonation i en pressemeddelelse.
De seneste ti år har der været en jævn stigning i antallet af afdøde donorer, med det hidtil største antal på 103 i 2017. Det ser ud til, at den udvikling har bidt sig fast.
Dansk Center for Organdonation opfordrer danskerne til at tage stilling til organdonation i anledning af den nationale Organdonationsdag den 10. oktober.
– To ud af tre danskere har taget stilling til organdonation, men vi vil gerne have endnu flere til at tage snakken om organdonation med familien. Vi ved, at det er en lettelse for de pårørende, hvis de kender den afdødes holdning til donation, når de mister en kær. Og snakken er ikke kun vigtig, før man står i afskeden, men i lige så høj grad efterfølgende, siger Helle Haubro Andersen, Centerleder i Dansk Center for Organdonation.
Snakken blev en forløsning i familien Buchholtz
For tre år siden mistede Signe Buchholtz pludseligt sin mand Heino Buchholtz på 36 år. Han var ude at hoppe på hoppepude med sine børn Johannes og Solveig, da han fik en hjerneblødning og senere døde på hospitalet.
De havde kort forinden netop talt om organdonation, og Heino Buchholtz havde gjort det helt klart, at han ønskede at donere sine organer. Det gjorde en kaotisk tid ved Heino Buchholtzs død lidt nemmere for Signe Buchholtz. Hun var ikke i tvivl om, at hun ville respektere hans ønske.
Signe og Heino Buchholtz børn var dengang tre og seks år gamle og Signe Buchholtz mente, at de var for små til at vide, at deres far blev organdonor. Men efter at have læst Dansk Center for Organdonations børnebog om organdonation har hun nu taget snakken med sine børn.
– Det har været en slags forløsning i familien midt i alt det tragiske, at jeg nu har fortalt dem om organdonationen. De synes, at det var godt, at deres far kunne være med til at redde livet for en anden, så der kun var én og ikke to personer, der skulle dø. Og de er begge mega-stolte af deres far. Det binder os sammen som familie, og jeg er glad for, at alt om deres fars forløb nu er lagt på bordet, fortæller Signe Buchholtz.
Fantasien er ofte værre end virkeligheden
Der er ikke én rigtig måde for, hvornår og hvordan man skal fortælle de efterladte børn, at deres forælder blev organdonor.
– Man skal ikke være bange for at tage snakken om døden med sine børn eller fortælle dem, at deres far eller mor blev organdonor – også små børn. Men selvfølgelig på børnenes præmis og i små doser, når man selv er klar. Det er min erfaring, at børn kan tåle rigtigt meget og at familien sammen kan bearbejde deres sorg ved at tale om den afdøde og organdonationen. Børn fornemmer mere end vi tror, og ofte vil fantasien om, hvad der er sket med deres kære, være værre, end at få sandheden at vide, forklarer krisepsykolog Louise Skriver Jønsson.
I familien Buchholtz har datteren Solveig været så stolt over, at hendes far donerede et organ, at hun uopfordret måtte fortælle om det i skolen.
– Solveig kunne nu fortælle om en god ting, hendes far har gjort, ligesom de andre børn fortæller om deres far. Jeg vil klart anbefale andre familier i en lignende situation at få talt om det. For os har det givet mening i det meningsløse, lyder det fra Signe Buchholtz.
Dansk Center for Organdonation inviterer hvert år pårørende til organdonorer at mødes med andre pårørende og fagpersoner til den årlige Pårørendedag.
I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du kan tilmelde dig som organdonor.