Nye tal kan afsløre fusk med ledige
Nyt IT-system skal bruges til at finde ud af, om firmaer spekulerer i tilskudsjob
Når du i disse dage køber boblevand og bordbomber, kan det sagtens være en arbejdsløs, der sidder i kassen og tager imod dine penge – uden at få løn udover dagpenge eller kontanthjælp.
Men der findes ikke tal for, hvor de ledige, som bliver sendt ud i midlertidig jobpraktik og aktivering, bliver af. Det kan Avisen.dk i dag fortælle.
Fra begyndelsen af 2016 bliver det anderledes. Det sker, fordi IT-systemet Vitas indføres på jobcentrene over hele landet som en del af kontanthjælps- og beskæftigelsesreformen.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) er IT-systemet Vitas beregnet til at gøre det nemmere for virksomheder, der ansøger om ansatte i tilskud, og for jobcentrene, der skal behandle sagerne.
Fagforening glad for transparens
Systemet kommer til at rumme alle oplysninger om, hvilke virksomheder der søger om at få tilskuds-ansatte – og hvor de faktisk bliver sendt hen.
– Det er meget positivt. Vi har længe ønsket et transparent system, der giver os indsigt i, hvor mange der er i tilskudsjob, og hvor de er, siger Per Tønnesen, formand for HK Handel, til Avisen.dk.
HK Handel er vrede over detailhandlens forbrug af ansatte i løntilskud. Fagforbundet mistænker samtlige kæder i detailhandlen for at spekulere i tilskudsansættelser for at spare lønkroner.
– Vi oplever, at mennesker i ordinær beskæftigelse bliver sagt op og erstattet af ledige i tilskudsjob, siger HK’s Per Tønnesen.
Men det er meget vanskeligt for fagforbundet at dokumentere påstandene. Der har hidtil ikke været noget overblik over, hvor jobcentrene sender de ledige ud for at arbejde gratis.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering findes der ikke engang tal for, hvor mange tilskudsansatte, der er i hver enkelt branche – og slet ikke i den enkelte virksomhed.
Men Per Tønnesen mener, at HK Handel fremover vil kunne dokumentere påstanden med tal, som det lokale beskæftigelsesråd kan trække. Oplysningerne bliver nemlig ikke tilgængelige for offentligheden.
Dansk Erhverv: Ikke spekulation
Dansk Erhverv er brancheorganisation for en række af de store detailhandelskæder. I organisationen kan man ikke genkende beskyldningen om at kæderne spekulerer i tilskudansansatte.
– Jeg møder ofte det synspunkt, at langt flere virksomheder burde åbne dørene for virksomhedspraktikker, for de mange der fortjener en chance for at vende tilbage, siger Peter Halkjær, Arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent for Dansk Erhverv, til Avisen.dk.
Som Peter Halkjær ser det, bør HK Handel henvende sig til de lokale jobcentre og de regionale beskæftigelsesråd, hvis fagforeningen har mistanke om misbrug af ordningen.
Han påpeger, at virksomheder, der tager ledige fra jobcentrene, gør det, fordi de kan få det til at hænge sammen økonomisk, men også fordi virksomhederne gerne vil hjælpe nogen, der fortjener en chance til.
– Set fra vores synspunkt er det system ikke sat i verden for at fortrænge ordinært ansatte, siger Peter Halkjær til Avisen.dk.