Nye skilte skal fortælle dig noget rigtig vigtigt
I trafikken er der masser af skilte, og nu er et nyt blevet sat op - det er vigtigt.
Skilteskoven bliver konstant udvidet, når nye tiltag, ideer og påfund vinder indpas. Således er et nyt informationsskilt primært henvendt til trafikanter og passagerer skudt frem på 16 rastepladser langs motorvejene mellem Kolding og Padborg, Kolding og Esbjerg samt på 16 rastepladser langs de tosporede veje op mod Grindsted-Varde området.
Hele ideen er at minde dig – og alle andre – om at benytte skraldespandene. Det er der en helt særlig og ganske alvorlig årsag til, for det er særlig vigtigt at huske lige nu, også nu. Generelt er det jo altid en god idé at smide affald i en affaldsbeholder.
Det hele handler om pest. Svinepest. Afrikansk svinepest, som kan smitte danske vildsvin, trives fint i for eksempel en rest fra et stykke flæsk eller pølse. Spiser de danske dyr af efterladt inficeret mad, risikerer man, at rester fra madpakken smitter vildsvin med afrikansk svinepest. Det er endog meget alvorligt. Se bare, hvad Fødesvarestyrelsen siger om konsekvensen:
“Hvis inficeret kød bliver smidt i naturen og spist af et vildsvin, så er Danmark ramt af svinepest, og svineeksporten til lande udenfor EU lukker ned”, oplyser Fødevarestyrelsen.
Skilteskoven
Netop for at undgå den potentielt ødelæggende situation har Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen nu sat nye skilte op på nævnte rastepladser, der på syv sprog fortæller, at man skal huske at bruge skraldespanden.
Souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard har tidligere forklaret, at risikoen er klart størst, når det drejer sig om mad direkte fra områder i for eksempel Polen eller Rusland, der allerede er ramt af svinepest. Han vurderer, at smittet madaffald, der havner i maven på et vildsvin, udgør den største trussel for, at sygdommen spreder sig til Danmark.
– Der er mange eksempler på, at smitten kan sprede sig over lange afstande via madaffald. Derfor er det vigtigt, at madrester ikke ligger og flyder i naturen, siger Stig Mellergaard.
Kontorchef i Naturstyrelsen, Mads Jensen, fortæller, at Naturstyrelsen også sætter skraldespande op, som er bedre sikret mod vildsvin.