Nye rejsevejledninger: Her kan du tage på sommerferie
Nye rejsevejledninger og grænselempelser betyder, at der fra 27. juni kan rejses til og fra visse EU-lande.
Det viser en netop offentliggjort opgørelse fra Statens Serum Institut.
Åbningen af grænserne gælder fra lørdag den 27. juni og baserer sig på nogle objektive kriterier. Det var en model, som regeringen præsenterede i sidste uge.
Et af kriterierne er, at antallet af smittede i et land skal være på under 20 smittede per 100.000 indbyggere.
Listen over åbne lande vil blive opdateret hver uge.
– Dagens lempelser af rejsevejledningen viser, at både Danmark og det meste af Europa står et betydeligt bedre sted end vi havde turdet håbe på for bare kort tid side, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Der er krav om, at turister skal have booket mindst seks overnatninger i Danmark for at få lov at komme over grænsen.
Personer med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål vil fortsat kunne indrejse uanset om landet er kategoriseret som åbent.
Flere lande frarådes
Siden 13. marts har Udenrigsministeriet som udgangspunkt frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet. Med de opdaterede rejsevejledninger er det ikke længere tilfældet for de fleste lande.
Der er dog lande, Udenrigsministeriet fortsat fraråder rejser til.
Det gælder Irland, Malta, Portugal, Rumænien, Sverige og Storbritannien. Det skyldes smittetryk eller lokale indrejserestriktioner og betydelige karantænekrav.
Det nye rejsevejledningskort viser, hvor “broget” situationen fortsat er, siger ministeren.
– Der er stadig lommer med et højt antal nye smittede og der er stadig lande med indrejsebegrænsninger. Europa er ikke ovre Coronakrisen endnu og det er vigtigt, at man tager sig sine forholdsregler og følger sundheds- og hygiejneråd på rejsen.
Rejsevejledningerne er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.
Rejs det forkerte sted hen og bliv fyret
Trodser man Udenrigsministeriet kan det dog få slemme konsekvenser for ens arbejdsliv.
Blandt andet har Region Syddanmark ifølge JydskeVestkysten i et brev til 25.000 medarbejdere advaret om, at de risikerer “ansættelsesretlige konsekvenser”, hvis de rejser til et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til.
Det omfatter selv efter den varslede lempelse af rejsevejledningerne blandt andet til dele af Sverige og Portugal.
Formanden for Dansk Sygeplejeråd i Region Syddanmark, John Christiansen, er skuffet over ordlyden.
Ifølge avisen står der i brevet til de mange ansatte, at der “på det kraftigste” opfordres til, at de ikke holder ferie i lande, hvor Udenrigsministeriet fraråder tilrejse.
Trodser ansatte rådet, kan det “efter omstændigheder blive betragtet som væsentlig misligholdelse af din ansættelse, hvilket i sidste ende kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser”, ifølge avisen.
– Jeg var overrasket over denne her melding. Det er klart, at situationen kalder på omtanke for os alle sammen.
– Men jeg synes, at retorikken er overdrevet, når de skriver, at det kan få “ansættelsesretlige konsekvenser”. Der er jo ikke forbud mod at rejse ud. Der bliver givet nogle anbefalinger, siger Dansk Sygeplejeråds John Christiansen.
Han mener, at hvis en ansat planlægger sin ferie, så vedkommende kan holde de anbefalede 14 dages hjemmekarantæne efter hjemkomst, så bør det ikke være et problem eller noget, regionen kan straffe.
Her kan du blive fyret
Ifølge DR risikerer kommunalt ansatte, der trodser Udenrigsministeriets rejsevejledninger, en fyreseddel.
Det fremgår af retningslinjer fra Kommunernes Landsforening.
Blandt andre Fagbevægelsens Hovedorganisation, som repræsenterer cirka 1,3 millioner lønmodtagere, bakker op om KLs retningslinjer:
– Det er fornuftigt, at man på forkant har informeret medarbejderne, så der ikke er noget at være i tvivl om, siger advokat i organisationen Jeppe Brink Wahl til DR.