Nye regler kan sænke din elregning
En række nye EU-krav til elforbrugende apparater skal være med til at sænke vores elforbrug. Se hvor meget det kan betyde for din regning.
Kaffemaskinen, emhætten, ovnen og printeren er dag for dag med til at sende din elregning i vejret.
Men det skal nye regler være med til at dæmme op for. Ved årsskiftet trådte nye EU-krav i kraft, og med dem er der blevet sat grænser for, hvor meget en række af de apparater, vi har i hjemmet, må bruge.
Kravene vil gælde for alle nye produkter, der bliver sendt på markedet. Det betyder blandt andet, at kaffemaskiner fremover automatisk skal slukke eller gå i standby efter endt brygning, ligesom der er kommet nye krav til bageplader, emhætter og kogeplade.
Og det vil afspejle sig på rudekuverterne, forklarer Peter Nielsen, der er specialkonsulent i Energistyrelsen.
– Efterhånden som man køber de nye produkter, vil man få en lavere energiregning, end man ellers ville have haft, og man påvirker miljøet mindre, siger han til Newspaq.
Helt konkret vurderer EU, at de nye energikrav giver besparelser svarende til 11 millioner husholdningers årlige forbrug. I gennemsnit vil en husholdning i EU således spare godt 300 kroner årligt som følge af de nye krav.
Især når det gælder netværksprodukter som eksempelvis højttalere eller printere, der typisk styres via mobiltelefonen eller tabletten, er der energibesparelser at hente.
– Undersøgelser har vist, at de bruger meget mere energi på bare at stå standby, end de gør på at udføre deres funktion. Og det kan løbe rigtig meget op, siger Peter Nielsen.
Derfor er det i forbindelse med de nye energikrav også blevet bestemt, at disse produkter skal have strømstyring, der automatisk og hurtigt sætter dem i netværksstandby, ligesom der nu bliver stillet krav til, hvor meget energi de må bruge i standby-tilstand.
Sidst men ikke mindst har de nye EU-krav også ført den ændring med sig, at forbrugere, der handler over nettet, fremover skal kunne se energimærket, når de eksempelvis klikker på en vaskemaskine eller et andet produkt, der er omfattet af den europæiske energimærkning.
Og det er ifølge Peter Nielsen til gavn for forbrugerne.
– Man bliver som forbruger ligestillet, som hvis man havde været til stede rent fysisk i en butik. Det er en væsentlig forbedring for internetkøberen at få de ekstra oplysninger, fordi energiforbruget bliver mere synligt, så det bliver lettere at sammenligne de forskellige produkter, siger han.
Fakta:
En række nye EU-krav til elforbrugende apparater tråde i kraft 1. januar 2015.
Det gælder blandt andet kaffemaskiner, emhætter, kogeplader, ovne og alle netværksforbundne apparater.
Derudover skal hårde hvidevarer og andre produkter omfattet af den europæiske energimærkning, fremover have synlig energimærkning ved salg på nettet.
EU vurderer, at de nye energikrav i gennemsnit vil spare en husholdning i EU for godt 300 kroner om året.
Newspaq