Nye omkørselsruter skal hindre motorvejskøer ved uheld
Mange bilister har sikkert prøvet at holde stille på motorvejen i timevis på grund af lange køer forårsaget af et trafikuheld længere fremme på stækningen.
Derfor lancerer Vejdirektoratet nu sammen med 12 kommuner og politiet 19 nye omkørselsruter, der skal mindske kø, og i stedet lede bilisterne hurtigt uden om uheldene. Det oplyser Vejdirektoratet på dets hjemmeside.
Omkørselsruterne kommer til at strække sig tværs gennem landet fra Aalborg og Nordjyske Motorvej mod Østjyske Motorvej videre over Fynske Motorvej og Vestmotorvejen på Sjælland. På disse steder vil det være muligt at aktivere en omkørsel, og lede trafikken uden om uheld på motorvejen, siger Charlotte Vithen, der er områdechef i Vejdirektoratet:
»Vi vil gerne begrænse de situationer, hvor folk holder unødigt stille i kø på motorvejen på grund af uheld. Det er irriterende og det er rigtig dyrt for samfundet,« siger Charlotte Vithen i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Med omkørselsruter leder vi trafikanterne af motorvejen, udenom ulykkesstedet og tilbage på motorvejen. Og selv om man kommer på en lille omvej, så bliver forsinkelsen meget mindre. Kort sagt så bliver omvejen en genvej,« siger hun.
Omkørselsruterne er en udbygning af samarbejdet mellem politi, kommuner og Vejdirektoratet om at skabe bedre forhold for trafikanterne. Indtil videre samarbejdes der også omkring planlægning og koordinering af vejarbejder og trafikinformation.
I forbindelse med de nye omkørselsruter lanceres et nyt skilt, som trafikanterne skal følge, når de guides af motorvejen. Det kan ses på vejdirektoratet.dk.
Om et år skal det evalueres, om forsøget har den rette effekt og skal udvides med endnu flere omkørselsruter.