Nye muligheder med teletaxi
Når det ringer ind til det nye skoleår indfører mange kommuner på Fyn forbedrede teletaxi-ordninger, der giver borgerne større fleksibilitet og flere muligheder.
Flere kommuner har også valgt at tilbyde en særlig pendler-ordning, så man kan blive kørt i taxi til og fra busstoppestedet eller togstationen.
De fleste kommuner på Fyn tilbyder efterhånden teletaxi-ture til borgerne, og fra skolestart har mange kommuner opdateret deres ordninger.
Særligt i Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Middelfart Kommune vil borgerne opleve et stort løft i serviceniveauet. Hvor man nogle steder skulle vælge faste afgange til eller fra bestemte centerpunkter, er der nu åbnet op for, at man kan rejse på et tidspunkt man selv vælger og til og fra adresser man selv ønsker.
Prisen for at rejse med teletaxi er 25 kroner. Mange steder er mulighederne for at rejse mellem områderne mod ekstrabetaling også blevet bedre.
– Mange fokuserer på, at der kører færre busser uden for de større byer, men glemmer, at man med teletaxi har nogle helt andre og meget mere fleksible muligheder, end man nogensinde har haft med busserne. I stedet for en busrute, der eksempelvis kører hver anden time, kan man nu selv bestemme, hvornår man vil rejse og køre fra dør til dør. siger FynBus’ direktør, Carsten Hyldborg Jensen.
Bliv hentet hjemme og kørt til bussen
I Assens, Faaborg-Midtfyn og Nyborg kan man nu også benytte et nyt tilbud, kaldet Telependler. Det går ud på, at borgere, der ikke har et stoppested eller en station i nærheden kan lave en fast aftale med FynBus om for eksempel at blive kørt med teletaxi til et knudepunkt, hvor de kan komme videre med den kollektive trafik om morgenen og fra knudepunktet til hjemmet om eftermiddagen eller aftenen.
Alle tre kommuner tilbyder Telependler i et udvidet tidsrum – fra 5:30 til 23:00. Man skal have periodekort eller Ungdomskort hos FynBus eller DSB for at kunne benytte Telependler, men så koster det ikke ekstra.