Nye millionærer: Her er kuponerne købt
To heldige danskere er sluppet med en million lige ned i foret. Der mangler dog stadig store vindere
En million kroner. Helt skattefrit, lige ind på kontoen.
Det kan to heldige danskere nu se frem til at modtage. De var nemlig heldige og vandt ekstratrækningen Millionærchancen efter den ordinære trækning i Lotto lørdag aften – og dermed vandt de hver især 1.000.000 kroner.
Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Købt i Kvickly
Den ene vinder kommer fra Holstebro Kommune og havde spillet med via mobilen.
Den anden vinder havde købt sin kupon hos Kvickly i Jyllinge - så ligger du inde med en kupon købt netop der, kan det være en god idé lige at tjekke den. Den kan muligvis være 1 million kroner værd.
Ingen førsteplads
- Her fra Danske Spil skal der lyde et kæmpestort tillykke til ugens heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier, også selvom det sker hver eneste uge hele året rundt, siger fra Malene Mølgaard, der er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.
Mens der var to heldige vindere af Millionærchancen, så var der for fjerde uge i træk ingen vindere af førstepræmien: Ingen fik syv rigtige, og det betyder, at førstepræmiepuljen på lørdag er helt oppe på 16 millioner kroner.