Nye krav til bildæk: Sådan er ændringerne
EU vil skærpe kravene til bildæks egenskaber, derfor opdateres dækkets label.
EU har vedtaget nye regler for mærkningen af dæk, der skal give et klarere billede af det enkelte dæks egenskaber.
Desuden vil vinterdæk også blive mærket bedre i forhold til dets snegreb, skriver FDM.
Artiklen fortsætter efter videoen
Dækkets evner
Mærkningen af dæk, der sælges i EU skal være mere forståelige.
Der er særligt fokus på dækkets egenskaber på våd vej, dækkets rullemodstand og støj, når nyere dæk, der sælges indenfor EU, skal mærkes. Det er netop de tre ting, der vil være mere information omkring på dækkenes nye label.
Desuden vil der på sigt også være informationer om dækkets levetid og slidstyrke, når der er fundet en testmetoder herfor.
En guide til forbrugeren
Men også på vinterdæk vil der blive tilføjet tydelige symboler for sne- og isgreb til stor glæde for seniortekniker i FDM Jørgen Jørgensen.
– EU’s dæklabel kan være en udmærket guide for forbrugerne, der ofte ellers kan have svært ved at afkode et dæks egenskaber. Derfor er det også udmærket, at EU nu opdaterer mærket. Vi er især glade for, at man vil tilføje informationer om dækkenes egenskaber på is- og sneglatte veje, siger seniortekniker i FDM, Jørgen Jørgensen, og tilføjer:
– Skal man pege på en svaghed ved den nuværende mærkning, er det, at testresultaterne ikke nødvendigvis afspejler de faktiske forhold, der møder trafikanterne på vejene. Derfor anbefaler vi, at man ikke kun ser på mærkningen af dæk, men også læser FDMs dæktest eller andre større dæktest. Her bliver dækkene nemlig testet langt grundigere med et mere retvisende resultat til følge.
I galleriet ovenfor kan du se, hvad mærkerne på dæk faktisk betyder.