Nye detaljer: På sporet af omfangsrig boligsvindel

To personer er varetægtsfængslet i omfattende sag om fupudlejning af boliger i fire politikredse landet over.

Mange studerende er på udkig efter tag over hovedet i forbindelse med studiestart. Men der er grund til at se sig godt for, lyder advarslen fra Østjyllands Politi, der efterforsker en omfattende sag om fupudlejning af boliger. Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en omfattende sag om fupudlejning af boliger, efter to anholdelser henholdsvis lørdag og tirsdag. Det oplyser politikredsen nu. I forbindelse med sagen var der ellers lukket ned for kommentarer, da de to grundlovsforhør foregik for lukkede døre. Nu åbner politiet dog op for, at det kan være på sporet af en langt større sag end først antaget.

To personer – en 55-årig mand og en 28-årig kvinde – er varetægtsfængslet i sagen, der har vist sig at trække tråde til hele landet. Den 28-årige kvinde blev anholdt fredag, oplyste politiets vagtchef Per Bennekov til Newsbreak.dk lørdag formiddag kort inden grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus.

Der er ifølge politiets oplysninger tale om et tocifret antal sager i fire politikredse landet over.

– Det er foregået over nogle måneder, og fremgangsmåden er ret professionel, siger fungerende politikommissær Nicki S. Pedersen, Østjyllands Politi til Ritzau.

Indviklet snyd

De to personer, der danner par, har ifølge politiet snydt boligsøgende på to måder.

– De har dels udgivet sig for at være indehavere af andre personers boliger, som de så har lejet ud.

– Dels er der et eksempel på, at de selv har lejet en lejlighed, som de så har fremvist og forsøgt at leje ud til andre, siger Nicki S. Pedersen.

Der er i flere tilfælde indbetalt depositum i størrelsesordenen 20.000-40.000 kroner pr. bolig, som parret har indkasseret, inden svindlen blev opdaget.

Når lamperne blinker

Svindlen får den fungerende politikommissær til at komme med en advarsel til de mange boligsøgende.

– Budskabet er, at hvis den, man står over for eller korresponderer med om leje af en bolig, vil have pengene hurtigt eller eksempelvis på en udenlandsk konto, så skal man være særlig opmærksom.

– Hvis man vil leje en lejlighed uden at få lov til at se den, så skal man tage sig særlig i agt, siger Nicki S. Pedersen.

Han opfordrer endvidere til forsigtighed med at fremsende identitetspapirer. Den aktuelle sag viser nemlig, at det kan få svindlere til at stjæle og misbruge oplysningerne.

– Det er farligt at sende billeder af kørekort, sygesikringsbevis eller andre personlige oplysninger til personer, man ikke ved, hvem er, siger Nicki S. Pedersen.

Parret, der er varetægtsfængslet frem til 25. august, har ikke en fast bopæl, men har opereret fra både Danmark og Spanien.

Den 55-årige er tidligere dømt for berigelseskriminalitet. Han erkender sig ifølge Nicki S. Pedersen delvist skyldig i sigtelserne om fupudlejning.

 

Powered by Labrador CMS