Nye danske tal: Så mange har oplevet sexchikane

Sammenlignet med den gennemsnitlige lønmodtager er der langt flere 3F'ere, der oplever sexchikane på jobbet.

I 2019 trådte en række nye regler om krænkelser på jobbet i kraft. KLIK VIDERE OG SE HVAD DE BETYDER. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
I 2019 trådte en række nye regler om krænkelser på jobbet i kraft. KLIK VIDERE OG SE HVAD DE BETYDER. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Fagbladet 3F.

Sexchikane er hverdag for mange 3F’ere. Det viser en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for 3F.

Her svarer 13 procent af fagforbundets medlemmer, at de har oplevet vittigheder eller krænkende og ubehagelige kommentarer med seksuelle undertoner om deres udseende, påklædning og udstråling på jobbet. Det skriver Fagbladet 3F.

Det er langt højere end gennemsnittet af landets lønmodtagere, som har været ude for det samme.

Det ligger ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs (NFA) omfattende undersøgelse “Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2018″, som blev offentliggjort sidste år, på under fire procent. Den undersøgelse indeholdt også spørgsmål om berøringer.

Arbejdstilsynet udgav sidste år en vejledning om krænkende handlinger på arbejdspladsen, der også omfattede mobning og seksuel chikane og en række konkrete initiativer til at undgå det. Men ifølge Tina Møller Madsen, gruppeformand for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F, er der først og fremmest behov for en adfærdsændring.

– Lige som arbejdspladserne i 1980’erne begyndte at indføre alkohol-politikker og senere ryge-politikker, skal dette område også reguleres. Så det bliver fuldstændig klart, at sexchikane ikke tolereres, siger Tina Møller Madsen.

– Det er arbejdsgivernes ansvar at sikre, at det sker, og at der er et sikkert og sundt arbejdsmiljø, siger hun.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) tager også klar afstand til sexchikane.

– Uanset, om der er tale om sexchikane eller mobning hører det ingen steder hjemme på det danske arbejdsmarked. Det er helt uacceptabelt, siger arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund (DA).

– Arbejdsgiverne har pligt til sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, men for at få det standset, er man også nødt til at have en åben dialog mellem ledere og medarbejdere på arbejdspladserne, så det er klart for alle, at det ikke er noget, som man vil tolerere. Det løses kun i fællesskab, siger hun.

Sidste år trådte en række nye regler for krænkelser på jobbet i kraft.

Dem kan du blive klogere på i galleriet ovenfor artiklen.

Powered by Labrador CMS