Nye danske corona-tal: Indlagte stiger markant

Der er registreret endnu 754 tilfælde af covid-19 med PCR- og lyntest, viser tal fra SSI

Der er registreret endnu 754 tilfælde af covid-19 med PCR- og lyntest, viser tal fra SSI. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af indlagte med covid-19 i Danmark stiger med 22 til 214. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal siden 14. marts, hvor der var 217 smittede indlagt.

Der er det seneste døgn sket 40 nye indlæggelser af smittede. Når det samlede antal indlagte ikke stiger så meget, skyldes det, at der også er smittede, som er blevet udskrevet.

Derudover er yderligere en smittet afgået ved døden det seneste døgn. Det vides ikke, om vedkommende var indlagt på hospitalet.

Af de indlagte er 46 personer indlagt på landets intensivafdelinger, og af dem er 27 tilkoblet en respirator. Mandag var tallene 42 og 21.

Der er registreret yderligere 754 tilfælde af covid-19 med PCR- og lyntest.

Ændrer opgørelse

For to uger siden begyndte SSI at inkludere lyntest i sin opgørelse, men det vakte kritik, da lyntest er mere usikre.

Det betyder, at de i sjældne tilfælde kan vise et positivt svar, selv om den testede ikke er smittet.

SSI er derfor ved at ændre sin opgørelse, så det fremover kun er positive svar fra PCR-test, der indgår i smittetallene.

Powered by Labrador CMS