Nye Borgerlige lukker og slukker
I øjeblikket har Nye Borgerlige tre mandater i Folketinget. Det ene folketingsmedlem er dog sygemeldt
Nye Borgerlige er fortid.
Det skriver partistifter Pernille Vermund på Facebook.
Her skriver partiformanden, at hun har anbefalet at opløse Nye Borgerlige til partiets hovedbestyrelse, som ifølge Vermund følger indstillingen.
Spænder ben for flertal
Dermed fortsætter kaosset omkring Nye Borgerlige, som efter 2022-valget har leveret den ene krise efter den anden.
- Da vi for otte år siden stiftede Nye Borgerlige, var der fire borgerlige partier. I dag er der syv. Og med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister. Det kan vi ikke forsvare, skriver Vermund på Facebook.
Nede på tre mandater
Nye Borgerlige blev valgt ind med seks mandater ved valget 1. november 2022, men er nu nede på kun tre mandater.
Foruden Vermund henviser hun til Kim Edberg Andersen som den anden af de "aktive mandater". Peter Seier Christensen har været sygemeldt i længere tid.
Bliver løsgænger
Efter valget er både Mette Thiesen og Mikkel Bjørn skiftet fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti.
Desuden er Lars Boje Mathiesen blevet løsgænger, efter at han ellers kort efter folketingsvalget blev valgt som formand for Nye Borgerlige i stedet for Vermund.