Nye billeder af uhyggelig mand
Politiet har offentliggjort nye billeder i sag om seriekrænker ved Aarhus
Østjyllands Politi har onsdag udsendt nye billeder en mand, der mistænkes for at stå bag en række krænkelser omkring byen Trige ved Aarhus.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Den seneste halvanden uge har politiet modtaget otte anmeldelser fra kvinder i alderen 15-32 år, der er blevet antastet af en mand, som har befølt dem, krammet dem eller forsøgt at kysse dem, mens de gik i området.
Seneste anmeldelse kom mandag fra en 32-årig kvinde, som fortalte, at hun var blevet antastet af manden fredag morgen ved Trige Parkvej.
Her tog manden fat i hendes skulder og trak hende ind til sig.
Kvinde rev sig løs
Da hun rev sig løs og gik fra stedet, råbte han forskellige ukvemsord efter hende.
Siden de første anmeldelser har Østjyllands Politi efterforsket sagen og løbende haft patruljer i området for at finde frem til gerningsmanden.
Desuden er manden blevet offentligt efterlyst med et billede, som en af kvinderne nåede at tage ham, mens han var på vej væk.
Efterforskerne i sagen har blandt andet set forskellige overvågningskameraer fra området igennem, og politiet offentliggør nu to nye billeder af den formodede gerningsmand.
Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.