Nye ansigter i Matador
Musicalen udspringer af Lise Nørgaards værk og bliver suppleret med en række nye scener, situationer og dialoger skabt til den.
Historien, replikkerne og persongalleriet er velkendte. Men ansigterne er helt nye i den kommende musicalversion af kultklassikeren "Matador".
Der er blevet sat navne på, hvem der skal spille de ikoniske karakterer i den syngende version, som får premiere 15. februar i Falkoner Salen på Frederiksberg.
Hun bliver Elisabeth
Annette Heick indtager Helle Virkners rolle som Elisabeth Friis. Grisehandler Larsen, der i sin tid blev portrætteret af Buster Larsen, spilles nu af Gordon Kennedy, mens Daimi Gentle bliver den nye fru Fernando Møhge. En rolle, der blev udødeliggjort af Karen Berg i sin tid.
Det annoncerer produktionssamarbejdet Hele Danmarks Musicalteater i en pressemeddelelse.
Den nye musical er skabt med velsignelse fra "Matadors" moder, Lise Nørgaard, som stod bag serien, der havde premiere i 1978.
En stor glæde
Hun nåede inden sin død i januar 2023 at skrive på musicalmanuskriptet sammen med de to Oscar-vindende stjerneinstruktører Susanne Bier og Anders Thomas Jensen.
- Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden, sagde Lise Nørgaard i sensommeren 2022.
- Vi har haft det utroligt hyggeligt og sjovt. Og jeg kan kun sige, at publikum virkelig kan glæde sig, lød det fra Lise Nørgaard i et citat, der først blev offentliggjort, da musicalen blev præsenteret i februar.
Først næste år
Den nye musical får premiere 15. februar 2024 i Falkoner Salen på Frederiksberg. Derefter opføres den på Musikteatret Holstebro fra 17. april 2024 og på Vejle Musikteater fra 2. maj 2024.