Ny transportminister: Togfonden hænger ikke sammen
Finansiering og udgifter i togfonden løber ikke op, siger Hans Christian Schmidt. Magnus Heunicke afviser.
Der er ikke finansiering nok i oliebeskatningen til at realisere projekterne i togfonden. Sådan lyder skudsmålet fra den nye transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Han skal stå i spidsen for et serviceeftersyn af fonden, som vil bruge provenuet fra øget beskatning af Nordsøolien til at elektrificere jernbanenettet og sænke rejsetiden til en time mellem de største byer.
– Uanset hvem, der havde sat sig i den her stol, så var man nødt til at sætte sig ned og give det et serviceeftersyn, for forudsætningerne for togfonden har ændret sig, og så må vi se på, hvad det betyder for selve udrulningen, siger den nye minister.
Han påpeger, at der i fonden er en direkte sammenhæng mellem indtægterne fra olieskatterne og de annoncerede jernbaneinvesteringer.
Venstre har gennem længere tid påpeget, at olieprisen er faldet til langt under det niveau, der er forudsat i aftalen om fonden, som er indgået mellem rød blok og Dansk Folkeparti.
Sidstnævnte har tilsluttet sig idéen om et eftersyn, men den fratrådte transportminister Magnus Heunicke (S) minder om, at partiet er bundet af et forlig.
– Vi har et bredt forlig med Dansk Folkeparti, De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, og det består efter et valg. Det er de politiske spilleregler, der er, siger han til Ritzau.
Han deler samtidig ikke afløserens betragtninger om manglende finansiering.
– Jeg er usikker på, om der vil komme til at mangle penge. Vi valgte den meget forsigtige fremskrivning (af olieprisen, red.) med en meget forsigtig vækst, og det her er et meget, meget langsigtet projekt, siger han og tilføjer:
– Der er ingen der ved, hvordan olieprisen vil komme til at udvikle sig. Vi ved bare, at den vil gå op og ned.
Hans Christian Schmidt er indforstået med, at der trods regeringsskiftet fortsat står et flertal bag togfonden, og han vil indkalde forligskredsen til en drøftelse.
– Nu må jeg tage bestik af, hvad de mener, men jeg er bare nødt til at sige, at hvis man kigger på de penge, der skal i togfonden for at man lave de ting, der ligger deri, så hænger det ikke sammen, siger han og uddyber:
– Så må man tage en beslutning, og jeg skal ikke afgøre nu, hvad den bliver, om hvad man så ønsker, for som det er i dag, kommer det ikke til at hænge sammen.
Den nye minister ser ikke umiddelbart mulighed for, at der findes finansiering til togfonden uden for den nuværende ramme.
– Jeg har ikke hørt hverken i valgkampen eller bagefter, at nogen siger, vi har et kæmpe råderum, som bare venter på at blive brugt, påpeger han.
/ritzau/