Ny tiltale: Mand ville købe netporno af fiktiv tiårig

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En 62-årig mand blev i april dømt i særpræget pædofilisag. Nu er der rejst tiltale mod endnu en mand.

En 60-årig mand i Danmark forsøgte i sommeren 2013 at lokke en tiårig pige og hendes otteårige lillesøster til at opføre et pornografisk show via webcam. Det mener anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Ret beset var der slet ikke tale om virkelige børn, for manden var nemlig i kontakt med en lokkedue fra børnehjælpsorganisationen Terre Des Hommes’ afdeling i Holland.

Lokkedue blev brugt

Sagen er den anden af i alt ni sager herhjemme, som blev udløst af den omfattende lokkedueaktion, og som nu når til domstolene. I april blev en 62-årig mand af Retten på Frederiksberg dømt til psykiatrisk behandling i sagskomplekset.

Terre Des Hommes brugte i forbindelse med lokkedueaktionen i 2013 blandt andet en computergenereret dukke, som skulle forestille det tiårige barn.

Den fiktive pige tilbød sig via nettet over for mænd, som var villige til at betale for et pornografisk show, hvor pigen blandt andet skulle optræde i seksuel sammenhæng med sin lillesøster.

Ved retssagen i april fortalte anklager Jesper Holm, at omkring 1000 mænd gik i Terres Des Hommes’ pædofil-fælde. Her af var ni fra Danmark, og to af sagerne har nu ført til tiltale, hvor den ene er endt med dom.

De øvrige danske sager bliver behandlet i forskellige politikredse, og det er endnu ikke afgjort, hvorvidt der skal rejses tiltale.

Går efter fængselsstraf

I modsætningen til sagen fra april, som endte med en behandlingsdom, så går anklagemyndigheden i den nye sag efter en fængselsstraf til den 60-årige mand. Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau er i besiddelse af.

Manden er tiltalt efter en bestemmelse i straffeloven, der handler om at få et barn til at medvirke i en pornografisk forestilling mod betaling. Derudover er han tiltalt for forsøg på blufærdighedskrænkelse mod den fiktive pige og for besiddelse af fire børnepornografiske billeder.

Sagen mod den 60-årige bliver behandlet ved Københavns Byret den 18. juni.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS