Ny svindeltype eksploderet: Snyder alle

I årets første halvår blev der indgivet 1151 anmeldelser om svindel, hvor svindlere udgav sig for at være bekendt.

Offentliggjort

Antallet af anmeldelser om digital svindel, hvor svindlere over sms-beskeder eller sociale medier udgiver sig for at være en bekendt i pengenød, var i årets første halvår mere end fem gange flere end samme periode sidste år.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

I årets første seks måneder har politiet modtaget 1151 anmeldelser om denne type af svindel. I samme periode sidste år modtog politiet 216 anmeldelser.

Politiet kalder svindelnummeret for "bekendt i knibe".

Udnytter tillid

Ifølge Kresten Munksgaard, der er leder for Forebyggelse og Analyse i National Center for IT-kriminalitet, som hører under NSK, udnytter svindlere med denne type digital svindel, den tillid, som mennesker har til deres relationer.

- Vi ser en meget stor stigning i sager, hvor svindlere udgiver sig for at være en nær relation, der er i en nødsituation. Svindlerne udnytter, at vi generelt har stor tillid til vores familie og venner, og at der derfor ikke er nogle røde lamper, der blinker, siger han i pressemeddelelsen.

Indtil for nylig foregik svindlen typisk ved, at svindlere kontaktede personer og udgav sig for at være deres barn, som har fået nyt telefonnummer og har brug for hurtigt at låne penge. 

Politiet oplever en stor stigning i svindel, hvor svindlere på sociale medier eller sms-besked udgiver sig for at være en nær relation, der en i nødsituation og mangler penge.

Rammer gennem sociale medier

På det seneste har politiet modtaget flere anmeldelser, hvor unge kontaktes på beskedtjenesten Messenger eller det sociale medie Snapchat af det, som de tror er en ven. I stedet er det en svindler, der har hacket sig ind på deres vens profil.

-Vi har set "Hej mor"-beskederne siden 2022, og det nye er, at svindlerne udvider målgruppen og nu i højere grad går efter at svindle fædre.

- Kønsforskellen er næsten udlignet. Derudover ser vi flere tilfælde af, at unge rammes via de sociale medier, hvor de tror, de låner penge ud til en ven, siger Kresten Munksgaard.

Kontakt dem

Han opfordrer til, at man kontakter sin ven, bekendte eller sit familiemedlem i virkeligheden eller ringer dem op, hvis de skriver, at de mangler penge. 

- Hvis personen ikke kan tale i telefon, kan man kontrollere vedkommendes identitet ved at stille et spørgsmål, som ingen andre kan svare på. Det kan handle om et barndomsminde, et kæledyr eller noget helt tredje, siger han.

Powered by Labrador CMS