Ny sur smiley: -Alt sammen i orden
I minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg har Fødevarestyrelsen givet anmærkninger til SPAR-købmanden i Esbjerg. Men nu skal det være slut.
En sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Det er resultatet af Fødevarestyrelsens seneste besøg hos Spar-købmanden på Bøndergårdsvej i Esbjerg.
Artiklen fortsætter under videoen
Her har Fødevarestyrelsen nemlig igen fundet varer til salg i butikken uden at den obligatoriske fødevareinformation var “anført på dansk eller på andre sprog, der i stavning ikke adskiller sig
væsentligt fra dansk“, som der står i kontrolrapporten fra den 9. november.
Bøden og anmærkningen er helt i orden, siger indehaver af købmandsbutikken, Hans Boel Lauridsen, der dog ærgrer sig over, at det er gået, som det nu engang er.
– Det er personlige fejl, det handler om. Bøden og anmærkningerne kan vi ikke sige noget til. Det er alt sammen i orden. Men det er selvfølgelig ærgerligt, at vi har svigtet i denne sag. For når man som jeg er medlem af en kæde (Spar Købmand/ red.) så har man også et ansvar over for de andre medlemmer, der jo også bliver stillet i et dårligt lys når vi fejler. Det er jeg ked af, siger Hans Boel Lauridsen til Newsbreak.dk
Flere udenlandske varer
Spar-købmanden i Esbjerg ligger på Bøndergårdsvej. På grund af sin beliggenhed har forretningen et større antal udenlandske varer, end andre købmandsforretninger. Men det er ifølge Hans Boel Lauridsen ikke en undskyldning:
– Vi handler med store grossister og leverandører. Derfor bør alt være i orden. Hidtil har vi haft den ordning, at der hvor der mangler dansk varedeklaration, da har vi manuelt kunnet sætte en deklaration på varen. Men nu vil vi i samarbejde med grossisten sørge for, at det ikke bliver nødvendigt. Direktøren for vores leverandør var personligt nede i butikken dagen efter Fødevarestyrelsen havde været på besøg. Og der fik vi gennemgået vores varelager, siger Hans Boel Lauridsen, der i fremtiden vil være ekstra opmærksom, når der kommer nye varer.
Ud over bøden på 10.000 kroner og den sure smiley kan Spar i Esbjerg forvente to gebyrpålagte opfølgende kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Det bruger Fødevarestyrelsen i sager med virksomheder “med dårlig regelefterlevelse“, som der står i kontrolrapporten.