Ny storm på vej mod Danmark

En ny storm kan ramme landet - det er kun cirka to uger siden, Urd nærmest satte Danmark i undtagelsestilstand

Offentliggjort Sidst opdateret

Næppe har de sidste vindstød fra stormen Urd lagt sig, før – måske – en ny storm rammer Danmark.

– Der kommer i hvert fald vindstød af stormstyrke, siger Thyge Rasmussen, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

DMI er sikker på, at vindstødene i hvert fald kommer til at ligge mellem 15 og 20 meter i sekundet. Regulær storm er når, man kommer over 25 sekundmeter.

– Men det er lige på vippen, der skal ikke så meget til, siger Thyge Rasmussen.

Stormen, eller vindstødene, alt efter, hvordan vejret arter sig i løbet af ugen, rammer landet onsdag.

Det starter med en hård kuling fra syd, der indeholder regnvejr.

Når regnen har lagt sig, slår den over og kommer altså nærmest fra to sider.

– Det drejer sig om både søndenvind og vestenvind, siger Thyge Rasmussen.

Ifølge DMI skulle der ikke være det store nedbør forbundet med den kraftige blæst eller storm.

– Højst lidt lokale snebyger, siger Thyge Rasmussen.

Hvad skal stormen hedde?

Urd fik sit navn, da den ramte Norge først. Dermed var det nordmændene, der fik lov at bestemme stormens navn.

Denne gang står Danmark først i kø, og så er det os, der navngiver – og det kan så ske med startbogstavet ‘I’, da den forrige hed Helga.

Men hvordan kommer man frem til navnet?

– Vi har nogle kommunikationsfolk, der bestemmer, hvad den næste storm skal hedde. De næst fire er faktisk klar med navne, forklarer Thyge Rasmussen, og fortsætter:

– Navnet ligger her i en forseglet konvolut, og jeg har aldrig prøvet at åbne den, siger han.

Er der så krig om at komme på job på onsdag?

– Vagtplanerne er desværre lagt lang tid i forvejen, siger Thyge Rasmussen.

Skal du på job på onsdag?

– Ja, men den åbnes sandsynligvis allerede tirsdag. Vi skal jo være klar, hvis der skal udsendes et risikovarse. Men tirsdag skal jeg også på job, siger slutter Thyge Rasmussen.

Om det bliver regulær storm eller ‘blot’ vindstød af stormstyrke må tiden vise. Blæsende bliver det i hvert fald.

Powered by Labrador CMS