Ny sms vækker stor opsigt

Statsministeren ville have justitsminister til at bekæmpe "usandheder" efter minkforløb

Statsminister Mette Frederiksen (S) ville have Nick Hækkerup til at bekæmpe 'usandheder'
Statsminister Mette Frederiksen (S) ville have Nick Hækkerup til at bekæmpe "usandheder"
Offentliggjort Sidst opdateret

Diskussionerne i embedsværket om mangel på hjemmel til at aflive alle mink burde ifølge Nick Hækkerup være tilgået hans departementschef eller Statsministeriet tidligere.

Det forklarede ministeren i Minkkommissionen fredag.

Her forklarede han også, at han ville forvente, at alle ministre og embedsmænd med viden om, at beslutningen ikke havde lovgrundlag, havde sagt det højt på det møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor det blev besluttet.

En af deltagerne på det møde var det daværende Miljø- og Fødevareministeriums departementschef, Henrik Studsgaard.

Han har tidligere forklaret, at det ikke var "top of mind" for ham at nævne advarsler fra medarbejdere om, at der skulle ny lovgivning til.`

Var syg med corona

Nick Hækkerup deltog ikke på mødet, da han var syg med corona.

Men han forklarede fredag, at den viden ville han forvente, at embedsmænd eller ministre for den sags skyld ville nævne.

- Hvis man har siddet med aktiv viden om, at her er der ikke - eller måske ikke - hjemmel til at træffe den beslutning, vi er ved at træffe nu, så vil jeg have en klar forventning om, at embedsværket siger, at der er en diskussion her, sagde Hækkerup.

Beslutningen om at aflive mink blev truffet på et møde i koordinationsudvalget 3. november. Derefter skulle beslutningen dagen efter præsenteres på et pressemøde.

I mellemtiden forberedtes pressemødet i en række ministerier.

Her undrer det Nick Hækkerup, hvis der har siddet embedsmænd med viden om, at der manglende lovhjemmel, at det ikke blev kommunikeret til Statsministeriet eller hans egen departementschef.

- Det havde været på sin plads, hvis Statsministeriet og min departementschef forud for pressemødet havde været orienteret om, at der muligvis var en hjemmelssituation her, sagde Hækkerup fredag.

Handlede ikke om beslutning

Fordi Hækkerup var syg, da selv beslutningen blev truffet, handlede meget af afhøringen om tiden før og efter.

Justitsminister Nick Hækkerup afgav fredag sin forklaring i Minkkommissionen i Retten på Frederiksberg om hans rolle i forløbet med aflivning af mink i Danmark.
Justitsminister Nick Hækkerup afgav fredag sin forklaring i Minkkommissionen i Retten på Frederiksberg om hans rolle i forløbet med aflivning af mink i Danmark.

Gennem afhøringen fik tilhørerne et indblik i Hækkerups og statsminister Mette Frederiksens (S) frustrationer over De Radikale i dagene efter, at det stod klart, at der manglede hjemmel til at kræve alle mink aflivet.

I sms-beskeder fra Nick Hækkerup blev partiet beskrevet som "besværlige", og statsministeren ville have justitsministeren til at bekæmpe De Radikales "usandheder" og stoppe dem, så de ikke fik lov "at lyve".

Justitsministeren kom derudover i krydsforhør om sine svar til Folketinget. I sit talepapir til et samråd i december 2020 havde Hækkerup stående, at:

- I det materiale, der forelægges koordinationsudvalget, er der ikke nogen omtale af hjemmel til at udvide den hidtidige indsats med aflivningen til hele landet.

Tvivl i talepapir

Herefter stod i talepapiret, at der var tvivl om hjemmel til en række erstatningsordninger.

Udspørger Jakob Lund Poulsen ville høre, om det passede med, at der i et af bilagene til mødet står:

- Der tages samtidig forbehold for, hvorvidt og hvordan den juridiske hjemmel for tiltagene kan findes.

Tiltagene omtalt i bilaget var en dvaleordning og en nedlukning af erhvervet.

Flere af de afhørte deltagere på mødet i koordinationsudvalget har fastholdt, at det ikke var en af de to veje, der blev valgt.

Men derimod en helt tredje vej, hvor alle mink blev aflivet, uden at der kom et permanent forbud.

Fredag stod Nick Hækkerup fast på, at hans svar til Folketinget i hans øjne var "dækkende" og "reflekterede loyalt", hvad der stod i materialet, ved kun at referere til problemer med hjemlen til erstatningsordningerne og ikke aflivningen.

Blå bog: Nick Hækkerup

Nick Hækkerup er uddannet jurist Fra Københavns Universitet. 

Han er folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 

Sammen med konen Petra har han børnene Fie (født 1994), Mille (født 1998), Emil (født 2003) og Malthe (født 2006).

Han kommer fra en generation af politikere. Hans far Klaus Hækkerup var både borgmester og folketingsmedlem. 

Og så er han oldebarn af tidligere folketingsmedlem Hans Kristian Hækkerup.

Familien Hækkerup er tidligere blevet kaldt Kennedy-klanen, da familien har stærk politisk indflydelse, netop som Kennedy-familien i USA.

Kilde: Wikipedia, FT.dk.
Powered by Labrador CMS