Ny skatteminister: Håndværkerfradrag har topprioritet
Karsten Lauritzen har genindførslen af håndværkerfradraget som topprioritet. Dårlig idé, siger forgængeren.
Regeringen vil have genindført boligjobordningen, det såkaldte håndværkerfradrag.
Den nytiltrådte skatteminister, Karsten Lauritzen (V), kaldet det for sin topprioritet at få genindført håndværkerfradraget, siger han mandag, hvor han fik overdraget Skatteministeriet fra Benny Engelbrecht (S).
– Det er den opgave, der ligger lige for. Derfor skal der også være drøftelser senere i dag med en række partier for at se, om vi kan nå til enighed. Håndværkerfradraget er et valgløfte, som Venstre har givet, siger Karsten Lauritzen til Ritzau.
Er det realistisk at få genindført håndværkerfradraget?
– Jeg har ikke mødt en betydelig del af dem, der skal ind i forhandlingslokalet, så det kan jeg ikke svare på, siger Karsten Lauritzen og tilføjer:
– Når man tager ud i Danmark og mødes med små håndværksmestre, så oplever man, at boligjobordningen er en god ting, at den skaber beskæftigelse. I Nordjylland, hvor jeg kommer fra, har det skabt små 500 job.
– Så derfor ønsker vi at genindføre det. Selvfølgelig er der ting, vi kan lave om på og gøre bedre, og det vil vi drøfte med partierne om. Jeg håber, vi kan nå til enighed.
Forgængeren Benny Engelbrecht tror ikke på idéen om at genindføre håndværkerfradraget.
– Boligjobordningen kan være fin i en krisetid, men Danmark er ikke i en krisetid længere.
– Samfundsøkonomisk er det en utrolig dårlig idé, og det er også det råd, den nye minister helt neutralt vil få af embedsværket her i ministeriet, siger Benny Engelbrecht.
Regeringen vil genindføre håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015. Det vil ske efter de regler, danskerne kender fra 2014, står der i regeringsgrundlaget.
/ritzau/