Ny S-kampagne: Svære beslutninger bærer frugt
Danmark er på rette vej, men der er stadig lang vej endnu, er budskabet i ny kampagne fra Socialdemokraterne.
Socialdemokraterne ruller en ny stor kampagne ud, der skal fortælle danskerne om, hvilke resultater regeringen har opnået de seneste fire år, og om hvordan fremtiden ser ud.
Det oplyser politisk ordfører Maja Panduro (S) til Ritzau.
– Vi synes, det er værd at fortælle om, hvor vi står lige nu, og kampagnen handler om, at vi er nået langt. Men den handler også om, at vi stadig ikke er tilfredse, siger hun.
Hun mener, at man nu kan begynde at se resultaterne af nogle af de beslutninger, som regeringen har taget, der har været knap så populære.
– Vi har truffet mange svære valg. Det tror jeg, at mange danskere husker, og jeg tror, at mange har en oplevelse af, at det ikke altid har været nemt, siger hun og fortsætter:
– Men vi kan se nu, at det har virket. For det går fremad. Og det håber jeg også, at danskerne vil være enige i, siger Maja Panduro.
/ritzau/