Ny rekord: Fad solgt til 44 millioner

Kinesisk mingfad er solgt for 35,5 millioner kroner ved Bruun Rasmussen. Det er ny rekord hos auktionshuset

Mingfad var vurderet til mellem 200.000 og 300.000 kroner, men blev solgt til over 35 millioner kroner på auktion. Foto: Auktionshuset Bruun Rasmussen/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Et 600 år gammelt kinesisk fad fra mingdynastiets tid er onsdag blevet solgt for 35,5 millioner kroner hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Det er rekord for et hammerslag i Danmark. Vurderingsprisen lød ellers blot på 200.000-300.000 kroner.

Det oplyser Bruun Rasmussen.

– Det er det højeste hammerslag nogensinde på dansk jord, siger Ralph Lexner, der er afdelingsleder ved Bruun Rasmussen.

Fadet blev solgt til en kinesisk køber.

Måler 40 centimeter

Det er Ralph Lexner, som har vurderet fadet, der måler 40 centimeter i diameter og er blådekoreret med et motiv af en drage.

– Vi var godt klar over, at fadet ville koste en del, og at der ville være en stor interesse for det. Vi vidste også, at det ville appellere til samlere rundt omkring i verden, og ikke mindst i Kina. Derfor var der også sat alt ind på at markedsføre det i diverse medier. Jeg må dog erkende, at vores vurdering ikke ramte plet, men resultatet var til gengæld mere end tilfredsstillende, siger Ralph Lexner hos Bruun Rasmussen.

Ralph Lexner, leder af afdelingen for asiatisk kunst og kunsthåndværk hos Bruun Rasmussen

I et musehul

Ralph Lexner forklarer, at han aldrig før har vurderet en lignende ting, og at han godt vidste, at det nok var vurderet lidt lavt.

– Det er med en vis stolthed og glæde, jeg står med i dag. Men jeg har samtidig lidt lyst til at kravle ned i et musehul, fordi jeg har vurderet det alt for lavt, siger han.

– Det er lidt af en fadæse fra min side. Vi er blevet løbet fuldstændig over ende med henvendelser på grund af den lave pris.

– Men heldigvis, som Jesper Bruun Rasmussen (bestyrelsesformand hos Bruun Rasmussen, red.) siger, “så kan det godt være, vi ikke kan vurdere ting, men vi er gode til at sælge dem”, siger Ralph Lexner.

Sjældne i Kina

Ifølge Ralph Lexner bliver kinesiske antikviteter solgt til høje priser, da de er sjældne i Kina, fordi mange af dem blev ødelagt under den tidligere kinesiske leder Mao Zedongs kulturrevolution i 1960’erne og 1970’erne.

Sælger af fadet er boet efter en afdød 80-årig dansk kvinde. Hendes farmor var gift med en svensk arkitekt ved navn Salomon Sörensen, der i sin tid ejede fadet.

Plus salær

Oven i prisen på 35,5 millioner kroner kommer auktionshusets salær for at sælge antikviteten.

Det er normalt på 30 procent, som altså kommer oven i købsprisen. Men fordi varen skal til Kina, slipper køberen for dansk moms, så der skal lægges 24 procent til købsprisen.

Den samlede pris for køberen kommer altså til at lyde på godt 44 millioner kroner.

Fadet

Fadets motiv er særdeles fantasifuldt. På fadet vrider en skællet drage sig i et bølgende hav omgivet af lotusblomster. Dragen som motiv er gennem århundreder blevet anvendt i Asien, og det mytologiske væsen skildres ofte som en sammenblanding af forskellige dyrearter med for eksempel en slangekrop og et løvehoved.

I kinesisk mytologi forbindes den med lykke, ædelhed og styrke – egenskaber, der ligger langt fra den vestlige verdens legender om uhyggelige, ildspyende monstre.

Den trekloede version af dragen, som vi møder på dette fad, er traditionelt set blevet forbundet med adelen, hvor den kejserlige drage altid skildres med fem kløer.

Et af de mest kendte internationale opslagsværker, når det gælder keramik fra den del af verden, er Wang Qingzhengs ”A dictionary of Chinese ceramics” fra 2003, og på forsiden ser man et tilsvarende fad med den trekloede drage.

Kilde: Bruun Rasmussen

Powered by Labrador CMS