Ny melding: Risiko for flere skybrud
Varslet er nu også gældende for andre dele af landet
Tidligere fredag aften sendte Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) et varsel ud om, at der var risiko for kraftige byger med torden lokalt i det sydvestlige Jylland.
Nu ser det dog ud til, at der er mere vand på vej - og denne gang får resten af landet også en omgang.
Det skriver DMI på sin hjemmeside, hvor de advarer mod risiko for lokale skybrud.
Her rammer det
Mens Sydvestjylland allerede har fået sin del af de voldsomme byger, er bygerne trukket videre ind over landet.
Således rammes store dele af Jylland lørdag fra 12.00 til 18.00, mens Fyn og Sjælland heller ikke går fri.
Der kan lokalt falde mellem 15-25 millimeter regn på en halv time, lyder meldingen fra DMI.
Bygerne kan desuden indeholde torden - præcis som det var tilfældet fredag aften i det vestjyske.