Ny måling: Venstre ryger ned som tredjestørst
Regeringskandidaterne fra Venstre mister terræn i en ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken. Partiet ville kun blive tredjestørst, hvis der var valg i dag.
Ifølge målingen ville færre end hver femte sætte krydset ved Venstre, hvilket er den laveste tilslutning, partiet har haft siden sommeren sidste år, hvor formand Lars Løkke Rasmussen (V) var presset af tøj- og bilagssager.
Venstre kunne med 26,8 procent af stemmerne ved valget i 2011 kalde sig Danmarks største parti. Men i den nye meningsmåling er tallet faldet til 19,5 procent.
Dansk Folkeparti er rykket frem som det næststørste parti med 20,8 procent af stemmerne, mens Socialdemokraterne er størst med 24,6 procent – blot 0,2 procentpoint fra resultatet i 2011. Enhedslisten er fjerdestørst med 6,7 procent.
Samlet er kapløbet mellem rød og blå blok tæt. Medregner man Alternativet, som ifølge målingen lige netop sniger sig over spærregrænsen, står rød blok til 48 procent af stemmerne og blå blok til 52 procent.
Knap en femtedel af vælgerne har endnu ikke besluttet sig for, hvad de vil stemme.